USA er fuld af sorte amerikanere og latinoer, Europa mere eller mindre af muslimer, og det ser ud til, at Australien er ved at blive fyldt med asiater. Man kan kun gisne om, hvad det kommer til at betyde for resten af os vesterlændinge.
Jeg må imidlertid indrømme, at jeg er faldet for Australien, og det hører til mine bedste rejseoplevelser.
Jeg må imidlertid indrømme, at jeg er faldet for Australien, og det hører til mine bedste rejseoplevelser.
Australien er så stort, at man ikke rigtig fatter det,
før man begynder at rejse rundt i landet. Landet er det 6. største i verden,
men der bor mindre end 20 millioner i hele landet. Den største del af
Australien består af savanne eller ørken og man kan køre flere hundrede
kilometer uden at møde en modkørende i de øde områder. Kun de sydøstlige og
sydvestlige hjørner af kontinentet har et tempereret klima. Den nordlige del af
landet har et tropisk klima med regnskove og ørken mens resten af Australien ligger
i det subtropiske bælte, hvor der også findes regnskov og store frodige
skove og bjergarealer. Overalt findes der et utroligt rigt dyreliv med rigtig
mange smukke og farverige fugle og et væld af andre dyr, som man ikke ser i
Europa eller andre steder i verden, men også vegetationen er noget for sig
selv. Nogle steder er der så mange smukke blomster og planter og andre steder
er der intet andet end lidt lavt grønt vegetation og nogle små dværgtræer, som
bliver grønne med det samme, hvis det vel at mærke har regnet ellers er alt bare
brunt og dødt. Ørkenen er ikke som Sahara men der findes områder med meget rødt sand pga. af jordens indhold af jernoxider ligesom i Dubai.
Jeg nåede det mest vigtige så som operahuset, Sydney Habour Bridge, den gamle bydel ”The Rocks” og Cadman Cottage, hvor der var undervisning i gang for de små omkring tiden for de første pioneres ankomst. Jeg gik helt op på Sydney Habour Bridge for at opleve højden men havde det alligevel dårligt, fordi den på en eller anden måde virkede skrøbelig. Man kunne mærke trafikken, som kørte over. Det blev derfor ikke til et langvarigt ophold eller overgang, da broen er 1149 meter lang. I stedet gik jeg til Circular Quay og tog en turbåd under broen i stedet. Da jeg tog en pause med en bid medbragt brød, var jeg nær blevet udplyndret af en fræk måge. Havde jeg ikke holdt godt fast på brødet, var det forsvundet. Det var tilsyneladende ikke noget særsyn, at mågerne er frækkere end duerne hjemme. Jeg så både Queen Victoria Building med de dyre forretninger, Rialto Tower (hvor jeg valgte ikke at gå op pga. de mange asiater, der havde fået samme ide om aftenen) samt Hyde Park med Anzac War Memorial og sluttelig inden mørkets frembrud St. Mary’s Cathedral, hvor der var en gudstjenste i gang. Desuden var jeg 2 gange på byens bibliotek for at klare lidt mails, da jeg ikke ville betale for 24 timers brug på hotellet, når jeg nu ikke var der. Jeg mødte også en meget flink australsk mand i øsehamrende regnvejr første dag jeg ankom til Sydney og tog regnslag på for at gå ud og lede efter mad. Der var efterhånden lukket alle steder, så han tilbød at servere te og lidt at spise, hvilket jeg gjorde op med mig selv, var vældigt sødt, men nok ikke noget jeg skulle afprøve.
Det var vældigt modvilligt at jeg tog hjem til Danmark med alle problemerne og det evigt anstrengende arbejde med huset.
Læs om turen til Singapore i foregående indlæg.
ENGLISH VERSION:
The US is crowded by black people and Latinos, Europe
more or less by muslims and it looks like Australia is being overpopulated by
Asian people. What will happen to the rest of the people from the Western world
is only for you to guess.
I must admit however that I have lost my heart to Australia and it is among the best of my travelling excursions.
Australia is so big that it is hard to comprehend before you start travelling the country. It is the 6th largest country in the world but it has less than 20 million inhabitants. The majority part of Australia has a scarce vegetation or desert and you can drive hundreds of miles without seeing another car in the deserted areas. Only the south east and south west corners of the continent has a temperate climate. The north of the country has a tropical climate with rain forest and desert while the rest of Australia is in the subtropical zone, where there are also rain forests, vigorous plants and big mountains. Everywhere you see a fantastic animal life with many very colorful birds and a lot of animals you do not see anywhere else in the world, and also vegetation is something of a kind. Some places there are so many pretty flowers and other places there is nothing but shrubs and dwarf trees, which turn green as soon as it rains but most of the time are brown and dead. It does not look like Sahara but the sand is red like in Dubai because of the type of soil.
Houses are built very close in the cities. You are allowed to build only 1 meter from the boundary line of your neighbor. You can even build your house in several storages although it covers your neighbor’s view. I was told that the government is trying to make people live in the city because it is too expensive to provide plumbing etc. in the vast populated areas and building close makes more room for everybody and there is no tradition to live in apartments.
People everywhere all over the country are very friendly and helpful. They will readily stop on the street to ask if you need any help as soon as you look as if you are lost. Even in public transportation people ask you were you are going if you look a bit confused at a map. I think this is something that the Danes should learn from. Everywhere there are also signs that warn you or inform you. Along the highways and motorways you are warned about being too tired to drive or fall asleep while driving. By every tourist attraction where you might risk falling over the edge of the high cliff fences signs tell you that it is dangerous to lean out. The security is extremely high i.e. the signs in the mining area told you not to fall backwards into the mine shafts, as you might risk dying. This was even illustrated with drawings. Also on the lanes in Sydney it said whether you should look left or right for the traffic, but of course then no one can come later and claim that they were not warned or informed and consequently lawsuit is not an issue. In Sydney a new fine was introduced recently. You have to pay 69 AUD to J-walke, which means that you must stick to the marked crossings and not walk between the cars on the road or cross when the red light is on. The fine must be paid on the spot before you are allowed to continue. The fines are enormous and prices sky high. Our CEO on the G-tour joked about getting 6 months in prison if you threw an apple out the window (everyone bought that). Also the Australians are discontent with the level of prices and I noticed that not very many in Australia seem to be extremely fat as they are in both the US and Europe.
When I arrived in Brisbane 5 o’clock in the morning Robert was there ready to pick me up. It was early spring and the temperature should normally be around 20 degrees at that time of the year, but this year Australia had experienced the hottest spring in 40 years and temperatures reached 29 degrees some of the days in Queensland.
I stayed with Lesley and Robert in the Redland Bay area. I got to know them on my trip to Vietnam a couple of years ago. They are very open and very friendly. I got my own bath and toilet and a nice room and they took me to a lot of sights in Queensland. The first day we visited the Koala Centre and had coffee and cake afterwards at the Sirromet Winery. Then the tour went on to Daisy Hill State Forest, where I caught a close up photo of a Wallaby.
The day after we went for a long ride to the Alpaca Farm with a short stop for coffee and Lesley’s cookies in Canungra. The Alpaca Farm has Alpacas looking like little llamas and some hens, a little shop and a spectacular view over the mountains. After that we drove on the subtropical rain forest - O'Rielly's Rainforest Retreat in Lamington National Park by the Green Mountains. Robert brought his own feed to all the tam lories, but he got very uneasy when we spotted a sign saying you would be fined AUD 35,000 if you fed any of the animals with your own feed.
The following day we did another long drive this time to the area along the Gold Coast, which is very famous among surfers and by the border to New South Wales. The city is also Queensland’s second most populous non-capital city and the 6th largest city in the country. It covers a huge area along Byron Bay reaching into the state of New South Wales. We visited the Byron lighthouse built in 1901 and Australia’s most easterly lighthouse – presumably we also spotted some whales in the bay – there was a big splash in the water. They come into the bay at this time of year to breed. Then we had a Robert’s picnic on the Watego's Beach and went to visit some of Robert and Lesley’s friends Jan and Terry Riordan in their special Cornubia home built on level with the top of a lot of trees and with a swimmingpool on the 1st floor – very unusual. Dinner that night was by the Redland Bay in the Mamma Mia Cafe.
Saturday we went to the Redland Art Gallery and afterwards we met with the family to a father’s day reunion in Musgrave Park by the Brisbane River, where we had a barbeque and shared a picnic lunch. Before going back we took the RiverCat to the Southbank Parklands where spectacular beach areas have been made by the river bank for the city people.
The next day it was time to move on and Robert brought me back to the airport – God bless him. I look forward to return his and Lesley's hospitality in my country.
The food in Australia is fine. For the first time I tasted camel meat – a Marlaburger. The country has an explosive growth of camels in the desert. They were brought to Australia for working purposes because they are so fit for the desert, but now they are living wild and are breeding to a still increasing number and that is a huge problem. Kangaroo meat is also served but I could not make myself eat those animals. We saw a great deal of them on our way. Koalas however are difficult to spot, but we succeeded in the Grampians National Park. Snakes were pretty invisible but reptiles were sunbathing on the road. You see and hear a lot of wild birds everywhere and they are all both beautiful and very colorful.
We made stops now and then as we drove and saw spectacular cliff formations and we passed mountains and had short walks in several rain forests. We visited different national parks and Aboriginal cultural centres. We walked on Lake Eyre in Flinders Rangers National Park. Flinders Rangers are Australia’s biggest mountain range and Lake Eyre is a huge salt lake in the middle of the desert and one geographical wonder, which lies 15 meter under sea level most of the time without water leaving only the salt behind. A visit to the Claire Valley winery with a lot of tasting was also one of the stops. There was not much time without the group but in Adelaide we were on our own for the day and I was wandering around the city and passed the Adelaide Oval – a big sports arena, which is under reconstruction. Also I found my favorite eating area the Asian Food Court. I started out however by taking the tram to the south of city, because I had heard that a fair was taking place but I saw only a Luna Park, which is there only once a year and is a big attraction for families with small children.
Der bygges meget tæt i byerne. Man har lov til at bygge
klods op ad naboen ca. 1 meter fra skel. Man kan endda tillade sig at bygge i
flere etager, selvom det også sker lige foran naboens vinduer. Jeg fik at vide,
at man forsøger at få folk til at bo i og omkring byerne, da det er alt for
dyrt at sørge for vand og elektricitet m.m. til de tyndt befolkede områder, så alle skal kunne være i byerne, og der er ikke tradition for at bo i lejlighed.
Indbyggerne over hele landet virker utrolig venlige og hjælpsomme. De standser gerne op på gaden og spørger om de kan hjælpe, hvis man står og ser sig undersøgende om. Selv i de offentlige transportmidler spørger folk velvilligt, hvor man skal hen, hvis man sidder og stirrer på et kort. Det kunne vi danskere godt lære lidt af. Der er advarsels- og oplysningsskilte overalt. Langs motorvejen står der bl.a., at man skal passe på ikke at døse eller falde i søvn under kørslen, og hvor der er afskærmet ved høje skrænter og bjerge står der, at det er farligt at læne sig ud. Der er utrolig megen sikkerhed, bl.a. var der i mineområdet opsat skilte, hvor man blev advaret mod at falde i mineskakterne, da man kunne dø af det. Det var både skrevet og illustreret. Selv på vejbanerne i bl.a. Sydney er der skrevet, om man skal kigge til højre eller til venstre for biltrafik, men så har de jo også sikret sig, at der ikke bagefter kommer nogen og sagsøger, fordi de ikke er blevet advaret eller oplyst. Sydney har fornylig indført, at man det koster 69 AUD (69 X 5,5) at J-walke dvs. at man ikke må zig-zagge mellem bilerne eller gå over for rødt men skal benytte de dertil afmærkede overgange. Man skal betale en bøde på stedet ellers får man ikke lov til at gå videre. Bøderne er enorme og priserne skyhøje. Vores guide på turen i ørkenen jokede med, at man kunne få et ½ år i fængsel, hvis man smed et æbleskrog ud af vinduet på bilen. Selv Australierne brokker sig over prisniveauet og sjovt nok ser man heller ikke bemærkelsesværdig mange overvægtige mennesker som f.eks. i USA og Europa.
Da jeg ankom til Brisbane kl. 5 om morgenen, stod Robert klar til at hente mig. Det var begyndende forår og forventningerne til temperaturen var kun omkring de 20 grader, men de havde imidlertid det varmeste forår nogensinde, så temperaturen nåede helt op på 29 grader de første dage i Queensland.
Jeg boede hos Lesley og Robert i Redland Bay området. Jeg lærte dem at kende i Vietnam for et par år siden. De er simpelthen så gæstfrie. Jeg fik eget toilet og bad foruden et dejligt stort værelse og blev kørt rundt til seværdigheder i Queenland. Første dag besøgte vi ”Koala Centre” og bagefter fik kaffe og kage ved vingården Sirromet Winery, hvorefter turen gik forbi Daisy Hill State Forest, hvor jeg fangede et nærbillede af en Wallaby.
Dagen efter gik den lange tur med et kort kaffe- og kagestop ved Canungra til Alpaca Farm med et lille dyrehold af lamalignende dyr og høns samt en lille shop og en fantatisk udsigt over bjergene. Bagefter gik turen til en subtropisk regnskov - O'Rielly's Rainforest Retreat i Lamington nationalpark ved the Green Mountains, hvor Robert, som havde medbragt eget fuglefoder til alle de små tamme lorries, blev noget hed om ørerne, da vi så et skilt, hvor der stod, at man fik en bøde på AUD 35,000 hvis man fodrede dyrene med eget medbragt foder.
Den efterfølgende dag drog vi den lange tur af sted til området langs ”The Gold Coast”, som er den andenstørste by i Queensland på grænsen til New South Wales. Byen er Queenslands andenstørste by med det største indbyggertal i Australien for en ikke-hovedstad. Området, som er meget populært blandt surfere dækker i øvrigt et kæmpe areal langs Byron Bay og helt ind i staten New South Wales. Vi så bl.a. landets mest østlige fyrtårn the Byron Lighthouse bygget 1901 – og formodentlig på lang afstand nogle hvaler, som er i bugten på denne tid af året for at yngle. Bagefter lavede vi en picknic ved Watego's Beach og besøgte Robert og Lesleys venner Jan and Terry Riordan i deres specielle "Cornubia" hus, der er bygget så det nærmest ligger oppe i træerne med udsigt til swimmingpoolen på 1. sal – meget usædvanligt. Middagen om aftenen blev indtaget ved vandet på Mamma Mia Cafe.
Det hårde program fortsatte søndag, da vi tog til Redland Art Gallery og bagefter mødtes med familien til en fælles fars dag i Musgrave Park ved Brisbane River, hvor der blev grillet og delt en fælles picnic lunch. Bagefter blev det til en tur med the RiverCat på floden til Southbank Parklands, hvor man langs bredden af floden har lavet kunstige strandområder, hvor folk kan bade.
Så blev det tid til at rejse videre og dagen efter bragte Robert mig tilbage til lufthavnen (God bless him). Jeg glæder mig til at få lov til at gøre gengæld i mit land.
Indbyggerne over hele landet virker utrolig venlige og hjælpsomme. De standser gerne op på gaden og spørger om de kan hjælpe, hvis man står og ser sig undersøgende om. Selv i de offentlige transportmidler spørger folk velvilligt, hvor man skal hen, hvis man sidder og stirrer på et kort. Det kunne vi danskere godt lære lidt af. Der er advarsels- og oplysningsskilte overalt. Langs motorvejen står der bl.a., at man skal passe på ikke at døse eller falde i søvn under kørslen, og hvor der er afskærmet ved høje skrænter og bjerge står der, at det er farligt at læne sig ud. Der er utrolig megen sikkerhed, bl.a. var der i mineområdet opsat skilte, hvor man blev advaret mod at falde i mineskakterne, da man kunne dø af det. Det var både skrevet og illustreret. Selv på vejbanerne i bl.a. Sydney er der skrevet, om man skal kigge til højre eller til venstre for biltrafik, men så har de jo også sikret sig, at der ikke bagefter kommer nogen og sagsøger, fordi de ikke er blevet advaret eller oplyst. Sydney har fornylig indført, at man det koster 69 AUD (69 X 5,5) at J-walke dvs. at man ikke må zig-zagge mellem bilerne eller gå over for rødt men skal benytte de dertil afmærkede overgange. Man skal betale en bøde på stedet ellers får man ikke lov til at gå videre. Bøderne er enorme og priserne skyhøje. Vores guide på turen i ørkenen jokede med, at man kunne få et ½ år i fængsel, hvis man smed et æbleskrog ud af vinduet på bilen. Selv Australierne brokker sig over prisniveauet og sjovt nok ser man heller ikke bemærkelsesværdig mange overvægtige mennesker som f.eks. i USA og Europa.
Da jeg ankom til Brisbane kl. 5 om morgenen, stod Robert klar til at hente mig. Det var begyndende forår og forventningerne til temperaturen var kun omkring de 20 grader, men de havde imidlertid det varmeste forår nogensinde, så temperaturen nåede helt op på 29 grader de første dage i Queensland.
Jeg boede hos Lesley og Robert i Redland Bay området. Jeg lærte dem at kende i Vietnam for et par år siden. De er simpelthen så gæstfrie. Jeg fik eget toilet og bad foruden et dejligt stort værelse og blev kørt rundt til seværdigheder i Queenland. Første dag besøgte vi ”Koala Centre” og bagefter fik kaffe og kage ved vingården Sirromet Winery, hvorefter turen gik forbi Daisy Hill State Forest, hvor jeg fangede et nærbillede af en Wallaby.
Dagen efter gik den lange tur med et kort kaffe- og kagestop ved Canungra til Alpaca Farm med et lille dyrehold af lamalignende dyr og høns samt en lille shop og en fantatisk udsigt over bjergene. Bagefter gik turen til en subtropisk regnskov - O'Rielly's Rainforest Retreat i Lamington nationalpark ved the Green Mountains, hvor Robert, som havde medbragt eget fuglefoder til alle de små tamme lorries, blev noget hed om ørerne, da vi så et skilt, hvor der stod, at man fik en bøde på AUD 35,000 hvis man fodrede dyrene med eget medbragt foder.
Den efterfølgende dag drog vi den lange tur af sted til området langs ”The Gold Coast”, som er den andenstørste by i Queensland på grænsen til New South Wales. Byen er Queenslands andenstørste by med det største indbyggertal i Australien for en ikke-hovedstad. Området, som er meget populært blandt surfere dækker i øvrigt et kæmpe areal langs Byron Bay og helt ind i staten New South Wales. Vi så bl.a. landets mest østlige fyrtårn the Byron Lighthouse bygget 1901 – og formodentlig på lang afstand nogle hvaler, som er i bugten på denne tid af året for at yngle. Bagefter lavede vi en picknic ved Watego's Beach og besøgte Robert og Lesleys venner Jan and Terry Riordan i deres specielle "Cornubia" hus, der er bygget så det nærmest ligger oppe i træerne med udsigt til swimmingpoolen på 1. sal – meget usædvanligt. Middagen om aftenen blev indtaget ved vandet på Mamma Mia Cafe.
Det hårde program fortsatte søndag, da vi tog til Redland Art Gallery og bagefter mødtes med familien til en fælles fars dag i Musgrave Park ved Brisbane River, hvor der blev grillet og delt en fælles picnic lunch. Bagefter blev det til en tur med the RiverCat på floden til Southbank Parklands, hvor man langs bredden af floden har lavet kunstige strandområder, hvor folk kan bade.
Så blev det tid til at rejse videre og dagen efter bragte Robert mig tilbage til lufthavnen (God bless him). Jeg glæder mig til at få lov til at gøre gengæld i mit land.
Jeg ankom til Alice Springs midt i ørkenen først på
eftermiddagen. Byen ligger helt isoleret midt i ørkenen og har kun ca. 25.000
indbyggere. Den er ikke særlig stor og
det tager ikke lang tid at komme fra den ene ende af byen til den anden.
Jeg lagde stærkt ud med det samme med at gå ind til centrum, hvilket kun tog omkring 10 min., idet mit hotel ”Chlifley Resort” lå lige uden for bygrænsen. Byen var let at finde rundt i men virkede mærkværdig øde allerede omkring kl. 17, hvor de fleste forretninger i gågaden var lukkede. Det gentog sig dagen efter, så det var nok sådan at det skulle være. Det er nok også den by, hvor jeg så flest indfødte – The Aboriginals – som her lever af støtte fra regeringen i nogle sølle barakker – de drikker og er meget støjende men generer ikke folk, hvis man holder sig væk fra dem og undlader at gå de forkerte steder om aftenen. Jeg nåede en tur på det lokale bibliotek og at bestige Anzac Hill og så var det hjem og slappe af på hotellet. Dagen efter blev det til en tur på krybdyrscentret – et lille privatejet sted med nogle firben, slanger og lidt småkryb og en enkelt krokodille. Det var ulideligt varmt om dagen, så det var en underlig fornemmelse at gå i hotellets udendørs swimmingpool, hvor vandet føltes ret koldt.Om aftenen skulle jeg mødes med mine rejsekammerater de næste 12 dage.
Vi var 6 deltagere, som blev blandet sammen med et 8 andre, der allerede havde rejst sammen i 8 dage, men dem så jeg først om morgenen dagen efter, da jeg af Robert og Lesley havde fået at vide, at deres søns kammerat David Garnham spillede på the Rock Bar senere på aftenen, så ham drog jeg op til byen for at høre. Hans musik er rigtig god, men desværre kunne jeg ikke blive så længe, da jeg skulle tidlig op næste morgen for at drage ud på turen ned gennem midten af Australien.
Det blev til en fantastisk udfordrende tur i bus mange mange mange timer om dagen. Nick, en fyr fra New Zealand var vores guide og utrolig velvidende om Australien lige tilbage til dets oprindelse og han virkede aldrig sur eller tvær på os. Vi kom til at køre mellem 350-750 km om dagen. I alt blev det til over 4.000 km fra Alice Springs til Melbourne. Vi kørte det meste af dagen gennem stepper med lav vegetation og ingen beboelse. Det eneste vi stødte på med flere hundrede kilometer mellemrum var klipper, en enkelt benzinstation og toiletter. Alt i Australien er røvdyrt men sjovt nok er toiletbesøg gratis (de vil ikke have alt det svineri, så det er der taget hånd om), og det er også en af grundene til, at man ikke bare kan gå, hvor man vil længere eller kravle rundt oppe i klipperne ved Ayers Rock, som The Aboriginals har omdøbt til Uluru. Området er beskyttet og er nu givet tilbage til de indfødte for at bevare naturen. Australien gør meget for at give denne del af landet tilbage til naturen, og det er ikke tilladt at færdes uden for de afskærmede områder.
I en hede på omkring de 40 grader så vi The Garden of Eden in Kings Cayon. I minebyen Coober Pedy, hvor de udhugger Australiens nationalsten Opalen, har de 55 grader om sommeren. Minearbejderne tjener så godt, at de betaler omkring 300.000 kr. om året i husleje, så det kunne godt betale sig at købe et hus og leje det ud, da disse små ikke særlig skønne huse ”kun” koster omkring 1 mill., men det er jo ikke lige sådan at komme dertil. Jeg så ellers straks en god forretning. Dog bor mange under jorden p.g.a. varmen om sommeren. Vi besøgte et minemuseum, hvor de også solgte opaler til en fornuftig pris. The Sound of Silence Show i Yulara en af de første aftener gik ud på at spise middag midt i sandørkenen, hvor der var arrangeret borde og stole i sandet og med en improviseret buffet. Vi fik champagne mens solen gik ned. Efter vi havde fået noget at spise, slukkede man alt lyset, så de mange millioner stjerner blev meget klare og synlige på himlen, hvorefter en mand fortalte om dem. Seancen varede i alt omkring 4 timer.
Ingen havde advaret os om fluerne. Jeg havde godt nok observeret, at de var ret irriterende i Alice Springs, men det var intet mod hvad der ventede os på turen. De fleste af os kapitulerede og købte et fluenet til hovedet, da man ellers havde dem i ører, øjne, næse og mund. Der var bare millioner af dem og de var alle vegne. Et skilt vi så på vejen et af stederne, hvor vi gjorde holdt, sagde det hele: Her har vi 3,5 millioner får, 2 millioner fluer og 30 mennesker.Det er ikke slemt med fluerne i storbyen, men om sommeren er de uudholdelige ude i bushen. De kommer lige så snart det bliver lyst og forsvinder så igen, når solen går ned.
Vi sov forskellige steder næsten hver nat – kun i Yulara, Port Augusta og Adelaide blev det til 2 overnatninger.The Lady Bay Resort i Warrnambool hører bestemt til blandt de bedste. En dejlig altan med udsigt over bugten og et kæmpe værelse. De ansatte var utrolig belevne og morsomme, så der var vi gerne blevet lidt længere. Efter Alice Springs gjorde vi foruden Yulara og Coober Pedy og Port Augusta ophold i Adelaide, Grampians og Warrnambool inden vi sluttede i Melbourne. I Port Augusta var den første aften fuld af en af Australien største motorcykelbander ”the Rebels”, der var på vej til den årlige samling i Perth. De vækkede os op allerede kl. 4.30 om morgenen og blev ved med at holde deres motorcykler i gang i næsten en time inden de endelig forsvandt. I nogle stater er det blevet forbudt at bære rygmærke for at få skovlen under disse bander, men de kan altid genkendes fordi de ikke bruger visir på deres hjelme. I Port Augusta var det åbenbart ikke forbudt, men de var mandsopdækket af politiet.
Maden i Australien er ganske udmærket. Jeg smagte for 1. gang kamel – en Marlaburger. Landet er plaget af en eksplosiv vækst af kameller i ørkenen. De kom dertil som arbejdsdyr men lever nu vildt og former sig ukontrolleret. Kænguru kunne jeg ikke få mig selv til at spise. Dem så vi en del af undervejs. Derimod er Koalaer svære at få øje på men det lykkedes i Grampians Nationalpark. Slanger så vi slet ikke, men der lå af og til krybdyr på asfalten og solede sig. Man ser og hører vildt mange fugle alle vegne og de er alle utrolig smukke og farverige.
Undervejs gjorde vi stop for at se alt lige fra klippeformationer og bjergområder til regnskove. Det blev til nogle vandringer i de forskellige nationalparker og regnskove og et kig ind i Aboriginal kulturcentre undervejs. Derudover besøgte vi Lake Eyre i Flinders Rangers National Park. Flinders Rangers er Australiens største bjergkæde og Lake Eyre er enorm saltsø i midten af ørkenen og et geografisk vidunder, som ligger 15 m under havets overflade for det meste uden vand, så der kun er salt tilbage. Det blev også til et besøg på Claire Valley vingård med en masse smagsprøver. Der var ikke mange stunder uden gruppen, men i Adelaide blev vi sluppet fri på egen hånd,og jeg så bl.a. Adelaide Oval – en kæmpe sportsarena, som er under udvidelse og var en tur rundt i byen, hvor jeg fandt mit yndlingsspisested Asian Food Court. Først var jeg taget med sporvognen syd for byen, fordi jeg havde hørt, at der var noget dyrskue men jeg så kun et større tivoli, som åbenbart kun var der en gang om året, men var den store attraktion for børnefamilier.
Den sidste del af turen gik langs The Great Ocean Road, som fører gennem nogle af de mest naturskønne områder i verden og langs en fantastisk kyststrækning, hvor vi bla. så et berømt hus bygget på oppe en kraftig pæl og de 12 apostle, der er klippeformationer, som vandet har fravristet fastlandet, og som blev omdøbt fra at være kendt som Sow and Piglets for at tiltrække flere turister. Disse klippeformationer er gradvis ved at blive nedbrudt, og der er kun 8 fritstående klippeenheder tilbage.
Den sidste dag ankom vi til Melbourne og blev checket ind på Vibe Savoy hotel. Vi skiltes efter en middag på en dyr italiensk restaurant, som ikke så dyr ud. Vi blev da også stuvet sammen på en meget lille plads og kom til at betale en skyhøj pris for middag, der ikke var bemærkelsesværdig. Betalingen var også et stort roderi, fordi restauranten valgte at bonne os samlet. Det havde de helt sikkert prøvet før – det skæpper godt i kassen med disse udenlandske grupper, der bare vælger at betale. Der var selvfølgelig nogle som fortsatte festen i nattelivet bagefter. De så også noget hængt ud næste morgen.
Det var sørgeligt som altid at skulle sige farvel. Tak til jer alle og især til Marylin – min værelseskammerat for god ro og orden og til Nick, som uden sure miner holdt os alle ud og gjorde rejsen til en problemløs oplevelse.
Jeg lagde stærkt ud med det samme med at gå ind til centrum, hvilket kun tog omkring 10 min., idet mit hotel ”Chlifley Resort” lå lige uden for bygrænsen. Byen var let at finde rundt i men virkede mærkværdig øde allerede omkring kl. 17, hvor de fleste forretninger i gågaden var lukkede. Det gentog sig dagen efter, så det var nok sådan at det skulle være. Det er nok også den by, hvor jeg så flest indfødte – The Aboriginals – som her lever af støtte fra regeringen i nogle sølle barakker – de drikker og er meget støjende men generer ikke folk, hvis man holder sig væk fra dem og undlader at gå de forkerte steder om aftenen. Jeg nåede en tur på det lokale bibliotek og at bestige Anzac Hill og så var det hjem og slappe af på hotellet. Dagen efter blev det til en tur på krybdyrscentret – et lille privatejet sted med nogle firben, slanger og lidt småkryb og en enkelt krokodille. Det var ulideligt varmt om dagen, så det var en underlig fornemmelse at gå i hotellets udendørs swimmingpool, hvor vandet føltes ret koldt.Om aftenen skulle jeg mødes med mine rejsekammerater de næste 12 dage.
Vi var 6 deltagere, som blev blandet sammen med et 8 andre, der allerede havde rejst sammen i 8 dage, men dem så jeg først om morgenen dagen efter, da jeg af Robert og Lesley havde fået at vide, at deres søns kammerat David Garnham spillede på the Rock Bar senere på aftenen, så ham drog jeg op til byen for at høre. Hans musik er rigtig god, men desværre kunne jeg ikke blive så længe, da jeg skulle tidlig op næste morgen for at drage ud på turen ned gennem midten af Australien.
Det blev til en fantastisk udfordrende tur i bus mange mange mange timer om dagen. Nick, en fyr fra New Zealand var vores guide og utrolig velvidende om Australien lige tilbage til dets oprindelse og han virkede aldrig sur eller tvær på os. Vi kom til at køre mellem 350-750 km om dagen. I alt blev det til over 4.000 km fra Alice Springs til Melbourne. Vi kørte det meste af dagen gennem stepper med lav vegetation og ingen beboelse. Det eneste vi stødte på med flere hundrede kilometer mellemrum var klipper, en enkelt benzinstation og toiletter. Alt i Australien er røvdyrt men sjovt nok er toiletbesøg gratis (de vil ikke have alt det svineri, så det er der taget hånd om), og det er også en af grundene til, at man ikke bare kan gå, hvor man vil længere eller kravle rundt oppe i klipperne ved Ayers Rock, som The Aboriginals har omdøbt til Uluru. Området er beskyttet og er nu givet tilbage til de indfødte for at bevare naturen. Australien gør meget for at give denne del af landet tilbage til naturen, og det er ikke tilladt at færdes uden for de afskærmede områder.
I en hede på omkring de 40 grader så vi The Garden of Eden in Kings Cayon. I minebyen Coober Pedy, hvor de udhugger Australiens nationalsten Opalen, har de 55 grader om sommeren. Minearbejderne tjener så godt, at de betaler omkring 300.000 kr. om året i husleje, så det kunne godt betale sig at købe et hus og leje det ud, da disse små ikke særlig skønne huse ”kun” koster omkring 1 mill., men det er jo ikke lige sådan at komme dertil. Jeg så ellers straks en god forretning. Dog bor mange under jorden p.g.a. varmen om sommeren. Vi besøgte et minemuseum, hvor de også solgte opaler til en fornuftig pris. The Sound of Silence Show i Yulara en af de første aftener gik ud på at spise middag midt i sandørkenen, hvor der var arrangeret borde og stole i sandet og med en improviseret buffet. Vi fik champagne mens solen gik ned. Efter vi havde fået noget at spise, slukkede man alt lyset, så de mange millioner stjerner blev meget klare og synlige på himlen, hvorefter en mand fortalte om dem. Seancen varede i alt omkring 4 timer.
Ingen havde advaret os om fluerne. Jeg havde godt nok observeret, at de var ret irriterende i Alice Springs, men det var intet mod hvad der ventede os på turen. De fleste af os kapitulerede og købte et fluenet til hovedet, da man ellers havde dem i ører, øjne, næse og mund. Der var bare millioner af dem og de var alle vegne. Et skilt vi så på vejen et af stederne, hvor vi gjorde holdt, sagde det hele: Her har vi 3,5 millioner får, 2 millioner fluer og 30 mennesker.Det er ikke slemt med fluerne i storbyen, men om sommeren er de uudholdelige ude i bushen. De kommer lige så snart det bliver lyst og forsvinder så igen, når solen går ned.
Vi sov forskellige steder næsten hver nat – kun i Yulara, Port Augusta og Adelaide blev det til 2 overnatninger.The Lady Bay Resort i Warrnambool hører bestemt til blandt de bedste. En dejlig altan med udsigt over bugten og et kæmpe værelse. De ansatte var utrolig belevne og morsomme, så der var vi gerne blevet lidt længere. Efter Alice Springs gjorde vi foruden Yulara og Coober Pedy og Port Augusta ophold i Adelaide, Grampians og Warrnambool inden vi sluttede i Melbourne. I Port Augusta var den første aften fuld af en af Australien største motorcykelbander ”the Rebels”, der var på vej til den årlige samling i Perth. De vækkede os op allerede kl. 4.30 om morgenen og blev ved med at holde deres motorcykler i gang i næsten en time inden de endelig forsvandt. I nogle stater er det blevet forbudt at bære rygmærke for at få skovlen under disse bander, men de kan altid genkendes fordi de ikke bruger visir på deres hjelme. I Port Augusta var det åbenbart ikke forbudt, men de var mandsopdækket af politiet.
Maden i Australien er ganske udmærket. Jeg smagte for 1. gang kamel – en Marlaburger. Landet er plaget af en eksplosiv vækst af kameller i ørkenen. De kom dertil som arbejdsdyr men lever nu vildt og former sig ukontrolleret. Kænguru kunne jeg ikke få mig selv til at spise. Dem så vi en del af undervejs. Derimod er Koalaer svære at få øje på men det lykkedes i Grampians Nationalpark. Slanger så vi slet ikke, men der lå af og til krybdyr på asfalten og solede sig. Man ser og hører vildt mange fugle alle vegne og de er alle utrolig smukke og farverige.
Undervejs gjorde vi stop for at se alt lige fra klippeformationer og bjergområder til regnskove. Det blev til nogle vandringer i de forskellige nationalparker og regnskove og et kig ind i Aboriginal kulturcentre undervejs. Derudover besøgte vi Lake Eyre i Flinders Rangers National Park. Flinders Rangers er Australiens største bjergkæde og Lake Eyre er enorm saltsø i midten af ørkenen og et geografisk vidunder, som ligger 15 m under havets overflade for det meste uden vand, så der kun er salt tilbage. Det blev også til et besøg på Claire Valley vingård med en masse smagsprøver. Der var ikke mange stunder uden gruppen, men i Adelaide blev vi sluppet fri på egen hånd,og jeg så bl.a. Adelaide Oval – en kæmpe sportsarena, som er under udvidelse og var en tur rundt i byen, hvor jeg fandt mit yndlingsspisested Asian Food Court. Først var jeg taget med sporvognen syd for byen, fordi jeg havde hørt, at der var noget dyrskue men jeg så kun et større tivoli, som åbenbart kun var der en gang om året, men var den store attraktion for børnefamilier.
Den sidste del af turen gik langs The Great Ocean Road, som fører gennem nogle af de mest naturskønne områder i verden og langs en fantastisk kyststrækning, hvor vi bla. så et berømt hus bygget på oppe en kraftig pæl og de 12 apostle, der er klippeformationer, som vandet har fravristet fastlandet, og som blev omdøbt fra at være kendt som Sow and Piglets for at tiltrække flere turister. Disse klippeformationer er gradvis ved at blive nedbrudt, og der er kun 8 fritstående klippeenheder tilbage.
Den sidste dag ankom vi til Melbourne og blev checket ind på Vibe Savoy hotel. Vi skiltes efter en middag på en dyr italiensk restaurant, som ikke så dyr ud. Vi blev da også stuvet sammen på en meget lille plads og kom til at betale en skyhøj pris for middag, der ikke var bemærkelsesværdig. Betalingen var også et stort roderi, fordi restauranten valgte at bonne os samlet. Det havde de helt sikkert prøvet før – det skæpper godt i kassen med disse udenlandske grupper, der bare vælger at betale. Der var selvfølgelig nogle som fortsatte festen i nattelivet bagefter. De så også noget hængt ud næste morgen.
Det var sørgeligt som altid at skulle sige farvel. Tak til jer alle og især til Marylin – min værelseskammerat for god ro og orden og til Nick, som uden sure miner holdt os alle ud og gjorde rejsen til en problemløs oplevelse.
Der blev en larmende stilhed
efter at have været sammen døgnet rundt med 14 andre mennesker. De fleste
skulle videre, men Stefan, en tysk deltager og jeg skulle blive et par dage ekstra
i Melbourne og gjorde derfor de næste par dage hinandens selskab rundt i
Melbournes gader, Victoria Market, Lygon Street (italiensk bydel), hele
Docklands området omkring floden og St. Kilda (2 gange), et turistområde med
strande ca. 20 min. sporvognskørsel syd for Melbourne. Tak for selskabet Stefan
– beklageligt at mit engelske i den grad forværrede mit tyske. Stefan blev et
par dage længere end jeg, som fortsatte til Sydney for at få det sidste med fra
Australien.
Igen havde jeg valgt et hotel
centralt beliggende – denne gang et asiatisk hotel ”City Hotel” i Sydney
midtby. Jeg fik nok hotellets mindste værelse noget lignende det i
Singapore, men denne gang var der knap plads til at gå på pga. et stort skab og
en dobbeltseng i et værelse på ca. 2,5 x 2,5, så kufferten måtte jeg hoppe over
for at komme ind i badeværelset, hvor jeg måtte sætte min håndbagage under
vasken.Jeg nåede det mest vigtige så som operahuset, Sydney Habour Bridge, den gamle bydel ”The Rocks” og Cadman Cottage, hvor der var undervisning i gang for de små omkring tiden for de første pioneres ankomst. Jeg gik helt op på Sydney Habour Bridge for at opleve højden men havde det alligevel dårligt, fordi den på en eller anden måde virkede skrøbelig. Man kunne mærke trafikken, som kørte over. Det blev derfor ikke til et langvarigt ophold eller overgang, da broen er 1149 meter lang. I stedet gik jeg til Circular Quay og tog en turbåd under broen i stedet. Da jeg tog en pause med en bid medbragt brød, var jeg nær blevet udplyndret af en fræk måge. Havde jeg ikke holdt godt fast på brødet, var det forsvundet. Det var tilsyneladende ikke noget særsyn, at mågerne er frækkere end duerne hjemme. Jeg så både Queen Victoria Building med de dyre forretninger, Rialto Tower (hvor jeg valgte ikke at gå op pga. de mange asiater, der havde fået samme ide om aftenen) samt Hyde Park med Anzac War Memorial og sluttelig inden mørkets frembrud St. Mary’s Cathedral, hvor der var en gudstjenste i gang. Desuden var jeg 2 gange på byens bibliotek for at klare lidt mails, da jeg ikke ville betale for 24 timers brug på hotellet, når jeg nu ikke var der. Jeg mødte også en meget flink australsk mand i øsehamrende regnvejr første dag jeg ankom til Sydney og tog regnslag på for at gå ud og lede efter mad. Der var efterhånden lukket alle steder, så han tilbød at servere te og lidt at spise, hvilket jeg gjorde op med mig selv, var vældigt sødt, men nok ikke noget jeg skulle afprøve.
Det var vældigt modvilligt at jeg tog hjem til Danmark med alle problemerne og det evigt anstrengende arbejde med huset.
Læs om turen til Singapore i foregående indlæg.
ENGLISH VERSION:
I must admit however that I have lost my heart to Australia and it is among the best of my travelling excursions.
Australia is so big that it is hard to comprehend before you start travelling the country. It is the 6th largest country in the world but it has less than 20 million inhabitants. The majority part of Australia has a scarce vegetation or desert and you can drive hundreds of miles without seeing another car in the deserted areas. Only the south east and south west corners of the continent has a temperate climate. The north of the country has a tropical climate with rain forest and desert while the rest of Australia is in the subtropical zone, where there are also rain forests, vigorous plants and big mountains. Everywhere you see a fantastic animal life with many very colorful birds and a lot of animals you do not see anywhere else in the world, and also vegetation is something of a kind. Some places there are so many pretty flowers and other places there is nothing but shrubs and dwarf trees, which turn green as soon as it rains but most of the time are brown and dead. It does not look like Sahara but the sand is red like in Dubai because of the type of soil.
Houses are built very close in the cities. You are allowed to build only 1 meter from the boundary line of your neighbor. You can even build your house in several storages although it covers your neighbor’s view. I was told that the government is trying to make people live in the city because it is too expensive to provide plumbing etc. in the vast populated areas and building close makes more room for everybody and there is no tradition to live in apartments.
People everywhere all over the country are very friendly and helpful. They will readily stop on the street to ask if you need any help as soon as you look as if you are lost. Even in public transportation people ask you were you are going if you look a bit confused at a map. I think this is something that the Danes should learn from. Everywhere there are also signs that warn you or inform you. Along the highways and motorways you are warned about being too tired to drive or fall asleep while driving. By every tourist attraction where you might risk falling over the edge of the high cliff fences signs tell you that it is dangerous to lean out. The security is extremely high i.e. the signs in the mining area told you not to fall backwards into the mine shafts, as you might risk dying. This was even illustrated with drawings. Also on the lanes in Sydney it said whether you should look left or right for the traffic, but of course then no one can come later and claim that they were not warned or informed and consequently lawsuit is not an issue. In Sydney a new fine was introduced recently. You have to pay 69 AUD to J-walke, which means that you must stick to the marked crossings and not walk between the cars on the road or cross when the red light is on. The fine must be paid on the spot before you are allowed to continue. The fines are enormous and prices sky high. Our CEO on the G-tour joked about getting 6 months in prison if you threw an apple out the window (everyone bought that). Also the Australians are discontent with the level of prices and I noticed that not very many in Australia seem to be extremely fat as they are in both the US and Europe.
When I arrived in Brisbane 5 o’clock in the morning Robert was there ready to pick me up. It was early spring and the temperature should normally be around 20 degrees at that time of the year, but this year Australia had experienced the hottest spring in 40 years and temperatures reached 29 degrees some of the days in Queensland.
I stayed with Lesley and Robert in the Redland Bay area. I got to know them on my trip to Vietnam a couple of years ago. They are very open and very friendly. I got my own bath and toilet and a nice room and they took me to a lot of sights in Queensland. The first day we visited the Koala Centre and had coffee and cake afterwards at the Sirromet Winery. Then the tour went on to Daisy Hill State Forest, where I caught a close up photo of a Wallaby.
The day after we went for a long ride to the Alpaca Farm with a short stop for coffee and Lesley’s cookies in Canungra. The Alpaca Farm has Alpacas looking like little llamas and some hens, a little shop and a spectacular view over the mountains. After that we drove on the subtropical rain forest - O'Rielly's Rainforest Retreat in Lamington National Park by the Green Mountains. Robert brought his own feed to all the tam lories, but he got very uneasy when we spotted a sign saying you would be fined AUD 35,000 if you fed any of the animals with your own feed.
The following day we did another long drive this time to the area along the Gold Coast, which is very famous among surfers and by the border to New South Wales. The city is also Queensland’s second most populous non-capital city and the 6th largest city in the country. It covers a huge area along Byron Bay reaching into the state of New South Wales. We visited the Byron lighthouse built in 1901 and Australia’s most easterly lighthouse – presumably we also spotted some whales in the bay – there was a big splash in the water. They come into the bay at this time of year to breed. Then we had a Robert’s picnic on the Watego's Beach and went to visit some of Robert and Lesley’s friends Jan and Terry Riordan in their special Cornubia home built on level with the top of a lot of trees and with a swimmingpool on the 1st floor – very unusual. Dinner that night was by the Redland Bay in the Mamma Mia Cafe.
Saturday we went to the Redland Art Gallery and afterwards we met with the family to a father’s day reunion in Musgrave Park by the Brisbane River, where we had a barbeque and shared a picnic lunch. Before going back we took the RiverCat to the Southbank Parklands where spectacular beach areas have been made by the river bank for the city people.
The next day it was time to move on and Robert brought me back to the airport – God bless him. I look forward to return his and Lesley's hospitality in my country.
In the afternoon I arrived in Alice Springs – the only
town in the middle of the desert. The town is totally isolated with a
population of only about 25.000. It is not very big and it does not take long
to get from one end to the other.
I started out right away by going down town which took only about 10 minutes, as my hotel the Chlifley Resort was just outside the border line of the town. It was easy to find your way around the town, which seemed deserted already at 5 pm as most shops in the Todd mall pedestrian street were closed. The same was the case the day after so it was probably the way it was. The town was also the one where I saw most Aboriginals. They lived on welfare in very poor housing. They drank and were very noisy but they do not bother anyone, if you stay away from them and avoid going the wrong places when it is dark. I managed to get into the local library and do some mails and to "clime" the Anzac Hill before going home to rest in the hotel. The day after I visited the Reptile Centre – a small private owned place with some reptiles, snakes and other strange species and a single crocodile. It was horrible hot in the middle of the day so it was a strange feeling going into a cold pool in the hotel afterwards. I was to meet my travelling mates for the next 12 days in the evening.
We were 6 new participants, who were put together with 8 other people, who had already been travelling together for 8 days. I did not see these people until the next morning, as Robert and Lesley had told me that one of their son’s friends David Garnham played in the Rock Bar the same evening. I went by myself to listen to him and he was good. I had already heard him on a CD but the real thing is much better. Unfortunately I could not stay long as I had to get up early the next morning to be on the tour down the middle of Australia.
I started out right away by going down town which took only about 10 minutes, as my hotel the Chlifley Resort was just outside the border line of the town. It was easy to find your way around the town, which seemed deserted already at 5 pm as most shops in the Todd mall pedestrian street were closed. The same was the case the day after so it was probably the way it was. The town was also the one where I saw most Aboriginals. They lived on welfare in very poor housing. They drank and were very noisy but they do not bother anyone, if you stay away from them and avoid going the wrong places when it is dark. I managed to get into the local library and do some mails and to "clime" the Anzac Hill before going home to rest in the hotel. The day after I visited the Reptile Centre – a small private owned place with some reptiles, snakes and other strange species and a single crocodile. It was horrible hot in the middle of the day so it was a strange feeling going into a cold pool in the hotel afterwards. I was to meet my travelling mates for the next 12 days in the evening.
We were 6 new participants, who were put together with 8 other people, who had already been travelling together for 8 days. I did not see these people until the next morning, as Robert and Lesley had told me that one of their son’s friends David Garnham played in the Rock Bar the same evening. I went by myself to listen to him and he was good. I had already heard him on a CD but the real thing is much better. Unfortunately I could not stay long as I had to get up early the next morning to be on the tour down the middle of Australia.
The tour turned out to be a fantastic and challenging
ride in a bus for many many many hours. We drove between 350-750 kilometers a
day. Nick, a guy from New Zealand, who was our tour guide, had a tremendous
knowledge about Australia all back to the time of the country’s origin and
never seemed to get cross with us. Altogether we ended up driving more than
4.000 kilometers from Alice Springs to Melbourne. We drove most of the day
through deserted areas with small vegetation. The only thing we saw for
hundreds of miles was some cliffs now and then and a single gas station and the
toilets. Everything in Australia is ever so expensive but toilets are free (Australia
does not want your shit, so that is taken care of) and it is probably also one
of the reasons that you just cannot walk where ever you want or climb the
cliffs of Ayers Rock, which has been renamed by the Aboriginals to
Uluru. The area is sacred and given back to the Aboriginals to preserve nature.
Australia does a lot of efforts to protect nature and consequently you are not
allowed to walk outside the fenced areas.
We saw The Garden of Eden in
Kings Cayon in a temperature of around 40 degrees. In the mining village Coober
Pedy, where they carve Australia’s national stone the opal, the temperature is
around 55 degrees in the summertime. The miners earn a good living and pay
about 50.000 AUD in rent a year, which means it could be worthwhile to buy and
let out a house, as these not very attractive houses can be bought at a price
of “only” 200.000 AUD, but of course it is not easy to be a long distance
landlord. I did sense a business though. Many people however do live under
ground because of the heat in the summertime. We visited a miners museum, where
you could buy opals at reasonable prices.
The Sound of Silence show in Yulara one of the first nights of the tour did involve a dinner in the desert with an arrangement of tables and chairs in the sand and an improvised buffet. We had champagne in the sunset, and after dinner all candle lights were put out to reveal the millions of stars showing up very clearly and visible on the sky and a man told us about the most famous ones. It all lasted about 4 hours.
No one did warn us about the flies. I did observe them in Alice Springs, as I found them a bit annoying but that was nothing against what was waiting for us on the tour. Most of us capitulated and bought a fly net to cover the face, otherwise you had the flies in your eyes, ears, nose and mouth. There were millions of flies and they were everywhere. We met a sign at one of our stops saying it all: Here we have 3.5 million sheep, 2 million flies and 30 humans. The flies are not bad in the big cities, but in the summertime they are unbearable in the bush. They appear as soon as it is daylight but disappear again at sunset.
We slept different places
almost every night - only in Yulara, Port Augusta and Adelaide we had a 2
nights stay. The Lady Bay Resort in Warrnambool was definitely one of the best
places among our accomodation. A lovely balcony with a view over the bay and a
huge room. The staff was incredibly service minded and with a sense of humor
and it made you want to stay a little longer. After Alice Springs we stopped in
Adelaide, Grampians and Warrnambool besides Yulara and Coober Pedy and Port
Augusta before we ended up in Melbourne. The first night in Port Augusta was
full of Australia’s biggest motorcycle gang ”the Rebels”, who were on their way
to the annual meeting in Perth. They woke us up already around 4:30 am in the
morning by starting their motorcycles engines and kept them going for almost
an hour before they finally disappeared. In some states insignia is forbidden
to hassle these gangs but they are always recognizable as they do not wear shield
on their helmets. In Port Augusta insignias were obviously not forbidden but
the gang was man-to-man marked by the police.The Sound of Silence show in Yulara one of the first nights of the tour did involve a dinner in the desert with an arrangement of tables and chairs in the sand and an improvised buffet. We had champagne in the sunset, and after dinner all candle lights were put out to reveal the millions of stars showing up very clearly and visible on the sky and a man told us about the most famous ones. It all lasted about 4 hours.
No one did warn us about the flies. I did observe them in Alice Springs, as I found them a bit annoying but that was nothing against what was waiting for us on the tour. Most of us capitulated and bought a fly net to cover the face, otherwise you had the flies in your eyes, ears, nose and mouth. There were millions of flies and they were everywhere. We met a sign at one of our stops saying it all: Here we have 3.5 million sheep, 2 million flies and 30 humans. The flies are not bad in the big cities, but in the summertime they are unbearable in the bush. They appear as soon as it is daylight but disappear again at sunset.
The food in Australia is fine. For the first time I tasted camel meat – a Marlaburger. The country has an explosive growth of camels in the desert. They were brought to Australia for working purposes because they are so fit for the desert, but now they are living wild and are breeding to a still increasing number and that is a huge problem. Kangaroo meat is also served but I could not make myself eat those animals. We saw a great deal of them on our way. Koalas however are difficult to spot, but we succeeded in the Grampians National Park. Snakes were pretty invisible but reptiles were sunbathing on the road. You see and hear a lot of wild birds everywhere and they are all both beautiful and very colorful.
We made stops now and then as we drove and saw spectacular cliff formations and we passed mountains and had short walks in several rain forests. We visited different national parks and Aboriginal cultural centres. We walked on Lake Eyre in Flinders Rangers National Park. Flinders Rangers are Australia’s biggest mountain range and Lake Eyre is a huge salt lake in the middle of the desert and one geographical wonder, which lies 15 meter under sea level most of the time without water leaving only the salt behind. A visit to the Claire Valley winery with a lot of tasting was also one of the stops. There was not much time without the group but in Adelaide we were on our own for the day and I was wandering around the city and passed the Adelaide Oval – a big sports arena, which is under reconstruction. Also I found my favorite eating area the Asian Food Court. I started out however by taking the tram to the south of city, because I had heard that a fair was taking place but I saw only a Luna Park, which is there only once a year and is a big attraction for families with small children.
The last part of the trip went along The Great Ocean Road, which lead through
some of the most beautiful landscapes in the world and along a fantastic
coastal line, where we saw a house built on a big pole and the 12 apostles, which
are a collection of rock stacks of limestone separated from the main land by
the waves and renamed from being known as Sow and Piglets to attract
more tourists. The stacks are gradually eroded and there are only 8 of them
left.
The last day we arrived in Melbourne and checked in to the Vibe Savoy hotel. We parted after a dinner in an expensive Italian restaurant, which did not look expensive at all and where we were packed together on very little space. We did however pay a sky high price for a dinner, which really was not that special. The payment also turned out to be a mess, because the owner of the restaurant chose to make us pay one bill. They have probably done that before – it pays well with these foreign groups choosing to pay instead of making a fuss. A part of the group did continue to party in the nightlife afterwards and they did look like awful the next morning.
It is always sad to say goodbye, anyway thanks to all of you – especially Marylin – my room mate - for an ever positive attitude and to Nick for a polite and humorous behavior and for making our travel an easy excursion.
Being together with 14 other people around the clock made the silence afterways very striking. Most of the guys were travelling on to other places, but Stefan, my German co-traveller and I were staying in Melbourne and walked the streets together for the next couple of days to Victoria Market, Lygon Street (Italian part of the city), the Docklands by the river and St. Kilda (twice), a beach area for tourists about 20 min. tram travel south of Melbourne. Vielen Dank Stefan für deine Gesellschaft – Ich bedauere, dass mein Englisch mein Deutsch so viel verschlechtete. Stefan stayed a couple of days more than me. I carried on to Sydney to get the last sights of Australia.
Again I stayed in a central
hotel downtown – the City Hotel, an Asian hotel in Sydney city. I probably got
the smallest room in the hotel – a bit like Singapore standards but this time a
huge cupboard and a double bed in a room 2.5 x 2.5 m made it difficult to get
around and the only place to put the trunk was by the end of the bed which meant
that I had to jump over it every time I had to go to the bathroom. Also the
hand luggage had to be placed under the zinc because there was no other room
for it.
I managed to visit the most important places like the Opera House, Sydney Habour Bridge, the old part of the city ”The Rocks” and the Cadman Cottage, where I witnessed an ourdoor lesson for small pupils about the time of the arrival of the first pioneers. I went all the way up on the Sydney Habour Bridge to experience the height but felt bad about it because the bridge seemed unstabile. You could feel the traffic and therefore I did not stay very long or even crossed the bridge, which is also a walk of 1149 meters. Instead I went to the Circular Quay and took a boat under the bridge. I had a break in between and was almost robbed by a cheeky seagull. Had I not kept a god grab on the bread in my hand it had disappeared with the bird. It did not seem to be something extraordinary that the seagulls are more cheeky there than the pigeons are at home. I did also see both the Queen Victoria Building with the expensive shops, the Rialto Tower (where I chose not to enter because of the many Asian people, who had got the same idea that night I chose to go there), the Anzac War Memorial in Hyde Park and before darkness St. Mary’s Cathedral, where a service took place. I also visited the library of the city twice to do some mails, as I was not prepared to pay for a 24 hours access in the hotel not being there much. I met a very nice Australian man in the pouring rain when I arrived in Sydney after having covered myself with a rain poncho in order to go and buy some food. All the food stores were closed more or less so he offered me the and something to eat, which was very nice but I decided however to decline.
I reluctantly returned to Denmark to all the problems and the ever exhausting work with the house.
Read about my Singapore excursion below.
The last day we arrived in Melbourne and checked in to the Vibe Savoy hotel. We parted after a dinner in an expensive Italian restaurant, which did not look expensive at all and where we were packed together on very little space. We did however pay a sky high price for a dinner, which really was not that special. The payment also turned out to be a mess, because the owner of the restaurant chose to make us pay one bill. They have probably done that before – it pays well with these foreign groups choosing to pay instead of making a fuss. A part of the group did continue to party in the nightlife afterwards and they did look like awful the next morning.
It is always sad to say goodbye, anyway thanks to all of you – especially Marylin – my room mate - for an ever positive attitude and to Nick for a polite and humorous behavior and for making our travel an easy excursion.
Being together with 14 other people around the clock made the silence afterways very striking. Most of the guys were travelling on to other places, but Stefan, my German co-traveller and I were staying in Melbourne and walked the streets together for the next couple of days to Victoria Market, Lygon Street (Italian part of the city), the Docklands by the river and St. Kilda (twice), a beach area for tourists about 20 min. tram travel south of Melbourne. Vielen Dank Stefan für deine Gesellschaft – Ich bedauere, dass mein Englisch mein Deutsch so viel verschlechtete. Stefan stayed a couple of days more than me. I carried on to Sydney to get the last sights of Australia.
I managed to visit the most important places like the Opera House, Sydney Habour Bridge, the old part of the city ”The Rocks” and the Cadman Cottage, where I witnessed an ourdoor lesson for small pupils about the time of the arrival of the first pioneers. I went all the way up on the Sydney Habour Bridge to experience the height but felt bad about it because the bridge seemed unstabile. You could feel the traffic and therefore I did not stay very long or even crossed the bridge, which is also a walk of 1149 meters. Instead I went to the Circular Quay and took a boat under the bridge. I had a break in between and was almost robbed by a cheeky seagull. Had I not kept a god grab on the bread in my hand it had disappeared with the bird. It did not seem to be something extraordinary that the seagulls are more cheeky there than the pigeons are at home. I did also see both the Queen Victoria Building with the expensive shops, the Rialto Tower (where I chose not to enter because of the many Asian people, who had got the same idea that night I chose to go there), the Anzac War Memorial in Hyde Park and before darkness St. Mary’s Cathedral, where a service took place. I also visited the library of the city twice to do some mails, as I was not prepared to pay for a 24 hours access in the hotel not being there much. I met a very nice Australian man in the pouring rain when I arrived in Sydney after having covered myself with a rain poncho in order to go and buy some food. All the food stores were closed more or less so he offered me the and something to eat, which was very nice but I decided however to decline.
I reluctantly returned to Denmark to all the problems and the ever exhausting work with the house.
Read about my Singapore excursion below.