Jeg tog til Sydafrika først i december 2018 - jeg havde længe kigget på mulighederne for en safariferie.
Jeg ankom til Johannesburg i 26 graders varme og lettere overskyet vejr (heldigvis). Herefter gik turen direkte til Union Buildings, hvor man neden for i havelignende terrasser har rejst en kæmpestor statue af Nelson Mandela. Frokosten bestod af delikate pandekager med kød, som blev indtaget på en lille lokalt spisested i nærheden. Her lå også nogle småforretninger, hvor vi kunne foretage et par indkøb inden selskabet blev kørt ud i bushen.
Zebra Lodge lå milevidt fra alting. Det var en slags resort, som bestod af 3 enheder til gæster - Mountain Lodge, Bush Lodge og the Stables. Mountain lodge, som jeg boede på, lå højest og var det absolut bedste og dyreste - mindst en turist fra the Stables kom ihvertfald hjem med væggelus. Hver aften ved sengetid begyndte tudserne af kvække i et væk så højt at jeg i begyndelsen troede at der var tale om store dyr, der var oppe at slås - jeg har aldrig hørt noget lignende.
På Mountain Lodge var jeg så heldig at blive indlogeret i et halvt hus med stråtag og en lille terrasse. Fra min seng havde jeg et stor vindue med udsigt til en lille del af et grønt område. Personalet var helt fantastisk søde, og de var glade for at vi gik forholdsvis tidligt i seng eftersom de måtte vente med at gå hjem til ingen havde behov for mere service.
Der var middag forskellige steder hver eneste aften, som kunne være enten uden for eller indendørs. Maden har helt i top og der var meget at vælge imellem mest kylling og lam, men også andet kød og somme tider noget mere for eksotisk som ikke lige er min smag men maden var veltilberedt og med mange slags tilbehør og desserter.
Vejret var fantastisk alle dage med høj sol og stigende temperatur helt op til 36 grader - kun den første aften var der en smule regn.
Efter den første nat blev man vækket kl. 4:30 pga. en safaritur i Dinokeng Park - der var kun kaffe inden afgang men heldigvis havde jeg snuppet en bolle aftenen før. Det var en iskold morgen hvor vi blev kørt i en uopvarmet skramlene bus uden ordentlige støddæmpere - nogle blev fragtet i åben jep og lignede døden fra Lybæk efter en times kørsel. Ved ankomsten blev så alle sat i jeps til den egentlige safari. Denne første safari var temmelig skuffende - vi så faktisk kun lidt vildsvin, dådyr, zebraer og påfugle, en enkelt flodhest milevidt væk i en sø, hvor vi gjorde et kort ophold samt en enkelt elefant, som var ved at bestige en af bilerne og en giraf på lang afstand. Vejret ændrede sig heldigvis hurtigt, og da safarien sluttede stod solen højt på himlen. Den kolde safari blev kompenseret for med en overdådig morgenbuffet i bushen, hvor personalet fra lodgen var kommet langsvejs med ingredienser til at lave en fantastiske morgenbuffet - hvor der bestemt ikke manglede noget. Herefter var man selvfølgelig nødt til at tage hjem og få en tiltrængt lur. Man var ikke kommet sig endnu efter den lange flyrejse på næsten 1 døgns tid.
Vi var 7 på Mountain som hurtigt fandt sammen og havde det vanvittigt morsomt sammen - der var yderligere 2 som sluttede sig til os, når hele selskabet var samlet, hvilket kunne ske et par gange om dagen. Vi blev vist hurtig kendte af de andre som temmelig støjende.
Jeg måtte afstå fra gåturen i området dagen efter pga. min fod og mine knæ. Jeg gjorde dog min egen rekogniscering et par dage senere i mit eget langsomme tempo. Lidt op af formiddagen gik turen til Cullinan Mine ca. 30 min. kørsel fra Prettoria. Det var en temmelig skuffende oplevelse, fordi man kun kørte rundt i området og ikke så noget under jorden - det var selvfølgelig muligt, men det hørte ikke med i pakken. Efter at have været i minebyen Coober Pedy i Australien havde jeg nogle forventninger. Man skulle selvfølgelig bagefter besøge den tilhørende shop med salg af diamanter men priserne var meget lig dem herhjemme og da jeg et par dage efter var i et shopping center i Prettoria, hvor der var 50% på alle smykker i hele centret, så jeg var mægtig glad over at have modstået fristelsen i minebyen.
Om aftenen blev der så spist ude i bushen efter trommeundervisning. Samme eftermiddag havde jeg fået en perfekt massage - det er noget anderledes end herhjemme. Det var utroligt hvor det hjalp på mine knæ - desværre holdt effekten kun en dags tid. Hvor ville jeg ønske at de kunne det samme i Danmark - det burde være en del af behandlingen mod gigt, så kunne man måske spares en masse andre steder.
En af de sidste aftener, hvor der var middag i landsbyen Ndebele, blev jeg overfaldet af myg. Jeg var ikke forberedt på denne massakre eftersom disse myg fra fraværende så længe vi befandt os højere oppe i området.
Der var også en tur kulturlandsbyen Lesedi, hvor turister også kan overnatte - her fik vi både fortalt historie om Sydafrika og der var musik, danseoptræden og små boder. Samme dag havde jeg meldt mig til en aftensafari og denne gang var der held i sprøjten. Vi kom tæt på løver, bøfler og gnuer samt en enkelt giraf. Desuden så vi både bavianer, rådyr, zebraer og en hvidt næsehorn med sin unge. Det er altid anderledes at se dyrene i naturen.
Inden den lange hjemtur via Dubai tog vi til Soweto og Mandelas hus. Der var en kort gåtur i området, så man fik et indtryk af hvordan folk boede.
Desværre var turen alt for kort men den var det hele værd.
I went to South Africa at the beginning of Dezember 2018 - I had been looking for a long time among Safari possibilites.
Arriving in Johannesburg in 26 degrees hot weather fortunately a bit cloudy. The first stop was the Union Buildings with a huge statue of Nelson Mandela in the garden area. Lunch was delicate pancakes with meat served in a small local café near by. A couple of other small shops were situated next to the café which enabled us to do the last shoppings before going out into the bush.
Zebra Lodge, which was a kind of a resort, was placed out in nowhere. It was 3 separate units - Mountain Lodge, Bush Lodge og the Stables. My accomodation Mountain lodge placed uphill was definately the best and most expensive - anyway a least one turist from the Stables came back with bedbugs however Mountain lodge had big froggs being extraordinary loud every day at bedtime. First I thought it was big anymals fighting as I had never heard anything like it before.
I was fortunate to get ½ a house in Mountain Lodge with a roof of straw and a small outdoor terrasse. From my bed I had a nice view over a green area through a huge window. The staff was extraordinary nice but happy - I think - that we went to bed fairly early as they had to wait to go home until we need no more service.
Dinner was each night in a different place - it could be either indoor or outdoor. The food was excellent and there was always a lot to choises but mostly chicken and lam however sometimes more excotic meat, which is not exactly to my taste, but the food was always well cooked and there were a lot of different extras and dessert.
The weather was fantastic every day and the temperature did rise up to almost 36 degrees as the days past - only the first everning there was a bit of rain.
The first day there was sarafi in Dinokeng Park early in the morning which meant that you had to get up at 4:30 am - only coffee was offered before departure but I had been clever enougth to snatch a roll from the dinner the night before. The morning was icecold and we had to ride in an uninsolated old truck with no shock absorbers - anyway so it seemed. Other were riding in open jeps and were almost died from being cold when arriving after an hour. At the distination everyone was positioned in jeps for the actual safari tour. This first safari was however rather disappoiting - there was only ordinary animals to see - not the big five - that meant only wild bore, deers, zebras and peacocks, a single hippo miles away in a lake, where we made a short stop and saving the day the elefant, which almost entered one of the cars. There was also a giraf in the distance. The weather fortunately changed quickly and by the end of the sarafari the sun was heating up everything. The cold safari was compensated by a extravangant buffet in the bush served by the lodge staff driving all the way into the bush to make us a breakfast with all that your heart might desire. After this exhausting trip a nap was need after returning to the lodge as there had not been much rest after the long flight lasting almost 24 hours.
We were 7 people in Mountain who quickly bonded and had a great time with a lot of laughs - two more persons joined in when ever the entire group was together happening about 1 or 2 times a day. I guess everybody else found us rather noisy but who cares.
We also had a trip to Cullinan Mine about 30 min. drive from Prettoria. It was rather a disappointing experience because you only drove above ground in the are - It was of cause possible to get a peak but it was not included in the package. After having been to Coober Pedy - a mining town in Australia I had different expertations. After the round trip you were lead to a shop selling the diamants - of couse - the prices were however very much the same as in Denmark and as I discovered jewlary sales in a shopping mall in offering 50% off on all jewelry I was quite happy that I resisted the temptation in the mining town.
I had to refrain a walk in the area because of my foot and knees. I did however my own reconnaissance a couple of days later in my own slow pace.
Om aftenen blev der så spist ude i bushen efter trommeundervisning. Samme eftermiddag havde jeg fået en perfekt massage - det er noget anderledes end herhjemme. Det var utroligt hvor det hjalp på mine knæ - desværre holdt effekten kun en dags tid. Hvor ville jeg ønske at de kunne det samme i Danmark - det burde være en del af behandlingen mod gigt, så kunne man måske spares en masse andre steder.
En af de sidste aftener, hvor der var middag i landsbyen Ndebele, blev jeg overfaldet af myg. Jeg var ikke forberedt på denne massakre eftersom disse myg fra fraværende så længe vi befandt os højere oppe i området.
Der var også en tur kulturlandsbyen Lesedi, hvor turister også kan overnatte - her fik vi både fortalt historie om Sydafrika og der var musik, danseoptræden og små boder. Samme dag havde jeg meldt mig til en aftensafari og denne gang var der held i sprøjten. Vi kom tæt på løver, bøfler og gnuer samt en enkelt giraf. Desuden så vi både bavianer, rådyr, zebraer og en hvidt næsehorn med sin unge. Det er altid anderledes at se dyrene i naturen.
Just before leaving via Dubai we went to Soweto and the Mandelas hourse. We had a short walk in the area to get an impression about how people lived.
The entire trip was far to short but worth the effort.
04 januar 2019
24 april 2018
Vindue i udestue/window in the conservatory and painting
Så har udestuen endelig fået et lille oplukkeligt vindue, så der kan komme lidt luft ind om sommeren uden at åbne skydedøren - dejligt nu jeg skal til at gå hjemme. Nu skal der bare males lidt omkring det.
A little openable window has been mounted in the conversatory to make air get in during summer without having to open the sliding door - lovely now that I will be much at home. Now only a little painting is missing.
Det gamle skur i haven blev renoveret i efteråret - nu er der malet mens det var sommer nogle dage. The old shet was renovated last autumn and has been painted in the course of the temporary summerdays.
Der er også sat nyt tag hen over det gamle, som var blevet utæt. There is also a new roof on top of the old one because of a leak.
A little openable window has been mounted in the conversatory to make air get in during summer without having to open the sliding door - lovely now that I will be much at home. Now only a little painting is missing.
Det gamle skur i haven blev renoveret i efteråret - nu er der malet mens det var sommer nogle dage. The old shet was renovated last autumn and has been painted in the course of the temporary summerdays.
Før maling/ before painting |
Efter maling/after painting |
14 oktober 2017
Portugal
Lissabon er Europas ældste by med gamle bydele på
bjerglignende højder med brostensbelagte snævre gader og huse med bittesmå
lejligheder uden indlagt varme eller aircondition grundet deres bevaringsværdighed. Der er utrolig mange turister. Det virker næsten
som om der er flere turister end indfødte, og som jeg har læst det, har
Portugal heller ikke mange tilslørede muslimer eller mange muslimer i øvrigt –
hovedsagelig pga. at landet er fattigt og derfor ikke et attraktivt valg for
muslimer. Portugiserne er åbenbart trætte af turister lige som spanierne, da der
et sted var skrevet med graffiti ”tourists
go home”, som man også er begyndt på i Spanien. Portugal er en fiskenation med
fiskerestauranter på et hvert gadehjørne. De er ikke så gode til det
kulinariske men maden er rimelig. Landet er i det hele taget rimelig billigt
prismæssigt, især hvis man holder sig lidt væk fra de gængse turiststeder. Det kan også anbefales at tage til Portugal sidst i september, da temperaturen stadig er høj men ikke ekstrem.
Birgit og jeg ankom tidligt mandag morgen kl. 9 uden at have
sovet i ca. 1 døgn. Jeg havde min sædvanlige lufthavnsservice, og vi kom derfor
også først i køen til taxaerne uden for – køen var temmelig lang, så det var jo
dejligt. Chaufføren gav os lidt sightseeing på vejen til den lejede lejlighed i
Castelo Sao Jorge, der er en fæstning med en slotsruin og beboelse på toppen af
et mindre bjerg, hvor vi kom til at bo allerøverst. Det viste sig senere, at chaufføren vist scorede
lige lovligt på den tur.
Lejligheden var meget lille men der var alt hvad man
behøvede også i køkkenet. Både indkøb og
seværdigheder viste sig også at være lette at komme til, og når turisterne
først var gået hjem sidst på eftermiddagen, var der dejlig stille til kl. 10
næste morgen.
Vi fandt ret hurtigt de 2 elevatorer, som gjorde det let at
komme ned fra bjerget til centrum. Elevatorerne var bygget efter det sidste
jordskælv. Den første elevator var nem at finde – den anden fandt vi kun ved et
tilfælde pga. en lommetyvs mislykkede forsøg. Elevatoren var åbenbart ikke
særlig kendt af turister, da den også lå lidt gemt i en smøge.
Første attraktion, som skulle afprøves, var den meget
legendariske sporvogn E28, som blev anbefalet brugt til sightseeing rundt i
Lissabons bymidte. Vi blev dog smidt af 2 gange og endte med at betale temmelig
meget for hele turen, da vi jo gerne ville tilbage til udgangspunktet. Vi
brugte det meste af eftermiddagen på denne attraktion og traskede efterfølgende
lidt rundt på vores stakkels ømme ben og endte med at spise neden for elevator 1
på en bakke så skrå at maden næsten faldt ned i munden, når man sad på den
”forkerte” side. Samme aften måtte vi gå tidligt i seng pga. den manglende
søvn. Der var en del larm i gaden inden turisterne gik hjem, og vi fandt ud af
at skraldemanden kom sent hver aften og hentede de små poser, som folk havde
lagt uden for dørene.
Dagen efter stod vi op omkring kl. 8 og spiste noget af den
morgenmad, som vi havde købt i det lille supermarked ved elevator 1 lige uden
for fæstningen. Derefter gik turen med bussen ca. kl. 11 (det tog noget tid at
finde ud af hvor og hvordan vi kom til Europas (måske) største akvarium Ocenarium
i bydelen ved Oriente tæt på vandet – et forholdsvis nybygget og moderne område
med forretningskvarterer og indkøbscentre samt en fantastisk ny
tog/metrostation. Vi gik langs vandet i dejlig skygge og fandt et pænt udendørs
springvand at fotografere. Akvariet var lidt skuffende og vi blev ikke så
længe, så vi blev enige om at vi lige kunne nå Jadim Zoologico stik vest, som
vi dog først nåede omkring kl. 16:30 (1½ time inden lukketid). Prisen passede
ikke med vores oplysninger – det kostede hele €20.50 for at komme ind og så
havde både delfiner og pelikaner endda vinterferie. Det viste sig at være et af
verdens kedeligste zoologiske haver – oplevelsen blev dog reddet af bavianerne,
hvor ungerne åbenbart kunne løbe ud af buret og underholde gæsterne mens de
gamle sad bag tremmer og behændigt greb, hvad man kastede til dem.
Det var let at finde tilbage med metroen, hvor gaderne var
fulde af restauranter tæt på stationen Baixa-Chiado - et centralt knudepunkt
for samtlige metrolinjer. Inden vi drog hjem til lejligheden spiste vi på en af
restauranterne og blev ”snydt” igen af prisen, som ikke inkluderede ”side dish”.
Onsdag igen lidt sent af sted (som blev tilfældet hele turen, men vi var jo
også på ferie) til Sintra og Pena-slottet. Vi købte en Viva-kort, som kunne
påfyldes løbende. Efterhånden fik vi stor erfaring med transportsystemet. Det
tog ca. 40 min. med tog og vi ankom sammen med en masse andre turister. Der var
så mange at der skulle flere busser til. Bussen tog os den lange meget stejle
vej til toppen af bjerget hvor slottet lå øverst oppe. Birgit var godt nervøs
for at bremserne ikke virkede, men hun klarede at blive i bussen hele vejen op.
Igen måtte vi betale kassen for at komme ind (€14) hvis vi ville se både
slottet indvendigt og den kæmpestore park omkring det. Jeg syntes dog at slottet var mere
imponerende udvendigt end indvendigt – men jeg har jo også set meget. Slottet bliver kaldet et torneroseslot, fordi
det har mange forskellige farvede bygninger – er ret lille men utrolig
charmerende. Udenfor nåede vi kun at
komme til stenkorset (high cross) fra det 16. århundrede på det øverste peak
modsat slottet – parken var simpelthen for stor. Så gik turen tilbage til
Lissabon, hvor vi spiste i en af sidegaderne omkring Rua de Victoria, som blev
omdrejningspunktet og den nemme vej til Sao Jorge med de 2 elevatorer. Denne
gang kom vi til at betale ekstra for det brød, en minirund hård ost samt sardinpatê
i 2 bittesmå flade metaldåser, som vi ikke havde bestilt men som blev sat på
bordet og som vi tog for givet hørte med, hvor vi tog det i vores tasker
bortset fra den lille runde ost, der smagte som Cheddar og som vi spiste. Det
viste sig, at de 2 brødhumpler var tørre dagen efter og sardinerne smagte ad
pommern til og måtte smides ud. Det kostede os ekstra €5. Da vi skulle tage
elevatoren som sædvanlig opdagede vi, at de lukkede kl. 21 (der var altid
beredskab i tilfælde af svigt), så vi måtte tage en taxa til fæstningens
indgang.
Torsdag tog vi af sted til Cascais for at bade – først gik
vi til Rossio togstation men der var en kø så lang som et ondt år og var ikke
den togstation vi skulle bruge, så vi måtte tilbage til ”vores” metrostation for
at køre til metrostationen Cais do Sodré, hvor forbindelsen var til Cascais,
som er en lille mondæn badeby ud til Atlanterhavet ca. 45 min. med tog fra
Lissabon. Vi startede med at gå på strandpromenaden og derefter ned ad byens
meget lille og charmerende gågade, hvor vi fik lidt at drikke og blev vidne til
nogen af de protester, som pågik rundt omkring i Portugal i forbindelse med et
kommende ”kommunalvalg”. Vi havde også observeret unge gå råbende igennem
Lissabons centrum. Vi tilbragte noget tid bagefter ved den dejlige sandstrand –
vandet var for koldt til mine knæ men Birgit var meget begejstret, da hun først
kom under. Vi nåede hjem forholdsvis sent og valgte at spise i nærheden af
lejligheden, hvilket var det mest dårlige valg hidtil mht. spisested – jeg fik
brændt kylling, som var næsten uspiselig. Udmattelsen begyndte at vise sine
tænder.
Fredagen skulle tilbringes på nogen af de markeder, som jeg
havde fundet på nettet. Vi startede med at gå, hvilket viste sig at blive en
længere gåtur end forventet. Birgit havde fundet ud af at metrostationerne ikke
lå så langt fra hinanden, men det betød jo ikke, at det var hurtigere at gå til
markedet Feira na Avenida, som skulle ligge på Avenue da Liberade. Det viste
sig, at det kun var der 1 gang om måneden, så vi gik forgæves temmelig langt.
Så satte vi næsen efter det næste marked Santo Estevão Urban Fair, som skulle
ligge i nærheden af et museum ved vandet. Det viste sig imidlertid at det lå længere
væk end forventet, at vi måtte opgive på vejen, da vi ikke umiddelbart viste
hvilken bus vi skulle tage og vi allerede havde gået meget. Vi gik også i midt
i solen i 30 grader, hvilket tog pippet fra os. Så efter al for meget spadseren
– dog af meget snævre og charmerende gader kom vi tilfældigvis forbi en
kinesisk restaurant, som vi besluttede at komme tilbage til senere for at spise
fordi den lå så tæt på en metrostation – Martim Monitz. Og med held i uheld
fandt vi et kæmpe kopimarked i forbindelse med metrostationen, som kun var 2
stop fra ”vores” metrostation. Efter at have fået en god hvil hjemme og et bad
vendte vi tilbage for at spise og nåede så også at opleve de unge fylde gaderne
for at feste.
Lørdag, som var sidste hele dag, besluttede vi os for at
prøve at finde endnu et marked Feira da Ladra, som skulle være et ikonisk
marked med både brugte og nye ting – det viste sig også at ligne en blanding
mellem et loppemarked og almindeligt udendørsmarked, og jeg fandt et billigt
blåt læderbælte og nogle smykker. Af skade havde vi taget en tuk-tuk, som blev
kørt af en ung studerende, der tog os op til et fantastisk udkikspunkt tæt ved
markedet. Han fortalte også lidt historie om Sao Jorge fæstningen, hvor
portugiserne havde jaget Mauerne på flugt for nogle hundrede år siden. Vi
besluttede efterfølgende, at vi også ville inspicere det andet marked, som vi
havde fundet dagen før. Det viste sig, at markedet var betydelig større end vi
havde troet. Det var ikke blot under jorden men fyldte en hel blok i sidegaden,
der lå op til – der var faktisk forbindelse hele vejen under jorden. Vi nåede derfor ikke hjem så tidligt som
forventet for at slappe af men fik os alligevel taget sammen til at prøve at
finde den kinesiske ”restaurant” som jeg havde læst på nettet skulle være
speciel. Vi pegede en taxa og kørte til Bairro Alto – hvor vi endnu ikke havde
været. Restauranten viste sig at være en ”gammel” pub med plysstole og
udstillingsmontre fra gulv til loft med alle mulige sjove og forskellige
udstillingsting. Efter en drik gik vi igen for at finde et sted at spise og
endte med igen med at gå hele vejen til det kendte område omkring elevatorerne,
hvor vi spise inden vi skyndte os hjem for at nå at få lidt søvn inden den
tidlige afgang til lufthavnen.
Lisbon is
one of Europes oldest cities with many old city areas on very narrow and steep
cobbled streets and houses with tiny flats without central heating or airconditioning
protected as worth preserving. There are
extremely many tourists – almost more than native people or so it seems and
also without many muslims, mostly because – to what I have read – that Portugal
is a poor country and therefore not a good choice for muslims, as there are not
many social benefits. Obviously Portuguese people are tired of tourists just as
the Spanish people, as on one spot they had written with graffiti ”tourists go home”, just like in Spain. Portugal
is a fishing nation with a fish restaurant on each street corner. They are not
especially good with regard to culinary delights but the food is eatable. In
all the country is cheap especially if you stay away from the tourisst areas. It is also recommended to go to Portugal end of September, as it is still hot but not extremely hot.
Birgit and
I arrived early Monday morning around 9 am without having had any sleep at all
for about 24 hours. 1 døgn. I used my usual airport service, and consequently we got first in line
to the taxis – many people were queeing so that was fortunate. The driver gave
us a little sightseeing on the way to the rented flat in Castelo Sao Jorge,
which is a fortress with the remainings of a castle and old residentials on top
of a high hill, where our flat was at the peak of the hill. It turned out later
however that the driver obviously had his share of price for the tour.
The flat was
very small but had all you needed in. Also the kitchen was well equipped. Both
shopping and sights were easy accessable and when the tourist had gone home
late in the evening it was a nice and quiet place until the next morning around
10 am when the tourists returned and the children went to school.
Pretty
easily we found the 2 elevator which made descending the steep hill and reach
the city center very easy. The Elevators were built after the last
earthquake. The first elevator
had been easy to find the other one however we found by accident because of an
unsuccessful pickpocket attempt. This elevator was obviously not very known by
tourist as it was hidden well in a smalle alley.
The first attraction
to be seen and tested was the legendary tram E28 which was recommend as a mean
for sightseeing around Lisbon city center. We were however kicked out of the
tram twice and ended up paying a fairly great amount for the whole trip, as we
wanted to get back to the starting point. We spend most of the afternoon on
this attraction and afterwards we walked a bit here and there on our poor sore feet
and ended up eating by elevator 1 on a hill so steep that the food almost fell
into your mouth from the plate of you were on the “wrong” side of the table. The
same evening we had to go to bed early because of the lack of sleep. It was a
bit noisy in the streets before the tourist went home and we also later found
out the garbage man came every evening to collect the garbage left outside
people’s front door.
The next day
we got up about 8 am and had some of the breakfast which we had bought the day
before in the little supermarked by elevator 1 just outside the fortress. The
excursion to the Europe’s (maybe) biggest aquarium Ocenarium was by bus around
11 am (it took some time to find out where and how to get there). The Ocenarium is placed in the area
of Oriente close to the sea. The area is rather new and with modern buildings with
business and shopping centers and a brand new train/metro station. We walked along the water in a nice shade and
found a nice outdoor fountain and took our first and only selfie. The aquarium
was a bit disappointing so we did not stay long and agreed that we could make
it to the Jadim Zoologico in the opposite direction in west Lisbon area before
they closed. We arrived just 1½ time before closing time. The price certainly
did not match our information – the tickets were €20.50 each and both dolfins
and pelicans were off on a winter holiday. It turned out to be one of the most
dull zoo I ever visited – the impression was however soften a bit by the
baboons, the infants of the baboons were able to run outside the bars and
entertain the zoo guests while the old ones had to stay behind and look but
they were good at catching the pieces of apple thrown to them.
It was easy
to find the way back to the subway Baixa-Chiado next to the streets full of
restaurants –which subway seemed to be a central hub for all subway linies.
Before going back to the flat we ate one of the restaurants and felt a bit cheated
again because of the price which did not include side dishes such as rice. Wednesday
again we left the flat a bit late (actually we did that all week but it was
vacation) to Sintra and the Pena castle. We bought a Viva cart which was an
add-on cart. We quickly gained great experience with the transport system. It
took about 40 minutes with the train and we arrived together with a bunch of
other tourist. All of them with the same purpose as us and it took a lot of
busses. A bus took us the long and steep way to the top of the hill with the
Pena castle on the very top. Birgit was very nervous that the brakes would work,
but she managed to stay on the bus all the way to the top. Again we had to pay a
lot to get in €14) if we also wanted to see the castle inside. I found however
the castle more impressive outside than inside but I have also seen a lot and
not easy to impress. The castle is
called the palace of the sleeping beauty because of its design and various
coloured building sections – it is rather small but very charming. We did not make much of the huge park – only
the stone cross (the high cross) from the 16th century on the
opposite peak of the castle. Back to Lisbon arriving for a late dinner in one
of the alleys around Rua de Victoria which had become the turning point to us
and the easy way to Castelo Sao Jorge with the 2 elevators. This time we paid
extra for some bread, a tiny round cheese and 2 sardine patê in tiny flat
containers – things we haven’t ordered at all and took for granted were included
in the meal, which is why we put in our bags apart from the little round cheese
tasting like Cheddar and which we ate. It tourned out that the 2 bread hunks
was very dry the next day and the sardines tasted like something you don’t want
to eat and we had to throw those 2 containers out. We had paid €5 for these
extras. Afterwards when we went to the elevator we discovered that they closed
at 9 pm (because there had to be security people for safety reasons).
Consequently we had to take a cab and fortunately they are not expensive.
Thursday we
went to Cascais for swimming – first we went to the train station Rossio but
people were queueing in long lines and besides it was not the train station we
needed so we had to go back to ”our” subway and take the line to Cais do Sodré which had
the connection to Cascais – a small fashionable seaside town by the Atlantic ocean about 45
minutes with train from Lisbon. We started to walk along the beach and
continued to the center of the small town and its narrow charming pedestrian street
where we had a drink and witnessed a ongoing protest in Portugal due to a
coming municipal election. We had already observed young people walking in the
streets of center Lisbon shouting. We
spend some time at the lovely beach – the water was unfortunately too cold for
my knees but Birgit was very excited about it after having defeated the cold. We
arrived home late and choose to eat close by the flat which was a very bad
choise – I had a burned chicken which was almost uneatable. Exhaustion began to
show its teeth.
Friday was
chosen to explore the Portugal markets which I have found on the internet. We
started to walk which turned out to be a longer walk than expected. Birgit had
discoveret that the subway stations were not far apart but unfortunately it did
not mean it was faster to walk to the Feira na Avenida market which was going
to be on Avenue da Liberade. It also turned out unfortunately that this market
was only once a month so we walked a long way in vain. We decided to go for
another market Santo Estevão Urban Fair instead. This should close to the
museum by the water however it turned out that it was much further away than
expected and again we had to give up finding it but for different reasons as we
did not know what bus to take and we already had done a lot of walking that day.
We were also walking in the sun and the temperature was about 30 degrees which
took the Mickey out of us. After a lot of walking – this time however in small
narrow and charming old streets by accident we passed a Chinese restaurant and
decided to go back there and eat later because it was conveniently placed close
to the subway station Martim Monitz. Our luck was also that by accident we
found a huge copy marked connected to this station only 2 stops from “ours”. After a shower and a rest we returned to the
restaurant and had a pleasant meal and saw how the young people filled the
streets to party Friday night.
Saturday –
last entire day – we decided to try to find the last market on my list Feira da
Ladra which should be an iconic market with old and new stuff – and so it was
and I bought a cheap belt and some jewelry. Tought by yesterday walking we took a tuk-tuk
to the market. It was run by a young student who took us to a fantastic place
for a view over Lisbon close to the market. He also told the story about the
fortress Sao Jorge and how the Portugueese had chased the Mauerne away some
hundred years ago. After visiting the
market we decided also to inspect the copy market from yesterday and that was a
good idea. That market was considerable bigger than first anticipated. It covered not a huge area underground
but an entire blok down a pedestrian street next to the subway. We did not manage to get home early to relaxe
but as it was the last day we decided to find the spectacular Chinese
restaurant that I have read about on the internet. We got ourselves a
cab and drove to the area of Bairro Alto where we had not been yet. The restaurant turned out to be an
”old” pub with plush chairs and showcases from the floor to the ceiling with
every possible and funny things. After a drink we went to find a place to eat
but ended up in our well known area by the elevators where I had duck (not specifically
tasty but a lot of meat). After the meal we hurried home to get some sleep
before we had to get up very early for the flight back to Denmark.
04 juni 2017
Jylland/Jutland
3 dage i Jylland på lynvisit i Silkeborg og Aars hos familie og venner
3 days in Jutland - fast track visiting family and friends in Silkeborg and Aars
3 days in Jutland - fast track visiting family and friends in Silkeborg and Aars
21 april 2017
Nepal
At krydse grænsen til Nepal er som at komme fra en bikube ud
på stille sommereng. Forskellen er slående, men 30 mill. mennesker er jo også
en væsentlig forskel. Turen fra Varanasi til Bhutwal foregik endnu engang med tog
nogle timer, hvorefter vi krydsede grænsen Sunauli-Bhairahawa på gåben. I
Bhutwal overnattede vi blot og fik en god middag for tidlig næste morgen at
fortsætte til Lumbini, som er Buddas fødested. Det er så helligt, at man ikke
må have sko på eller medbringe dem i området omkring den store hvide bygning,
som indkapsler stedet, hvor Budda blev født – der var ønskebrønde både inde og
ude, så du kan bidrage lidt til ”kassen”. Ligesom i Indien løber der mange
herreløse hunde omkring og lider under heden.
De er alle venlige og burde blive taget hånd om, men kulturen er så
anderledes.
Man kan bruge nogle indiske penge i Nepal men ellers har de
egen mønt. Også her er der forskel på priserne alt efter om man er lokal eller
turist.
Varmen var stadig ulidelig, men det blev dog en smule mindre
varmt efterhånden som vi nåede Barauli i Churia-bjergene, hvilket var godt
eftersom der ikke var aircondition i de små lerhytter, som vi skulle overnatte
i. Landsbyen lå langt væk fra turistområder og muligheden for at være der var
foranlediget i samarbejde med landsbyens beboere. Høns, geder, køer og marker
samt kun med de mest elementære fornødenheder var et totalt afbræk fra larmen
og menneskemængden og bilerne i Indien. Vi blev modtaget af kvinder iført lokal
festklædedragt med blomsterkranse til os.
En hyggelig cykeltur rundt i området på cykler, der
havde set bedre dage og som mere passede til små pygmæer end til høje
vesterlændinge, blev den første oplevelse. Overalt råbte og vinkede børnene. Vi
cyklede til Rapti-floden tæt på, som lå lige inden for hegnet til
nationalparken Chitwan med næsehorn, tigre, leoparder og krokodiller m.fl.
Dagen efter kørte vi imidlertid langt ind i nationalparken i Jeeps men så
desværre ingen tigre eller leoparder, men vel ikke så underligt når der kommer
larmende biler tæt på. Nationalparken er ikke lige som en Afrikansk steppe med
masser af synlige dyr. Vi kom dog tæt på næsehorn – næsten for tæt samt så
nogle tamme elefanter. Krokodillerne var ”desværre” også rimelig fraværende –
der var en enkelt at spotte langt væk, men der var hjorte og masser af fugle
bl.a. påfugle og papegøjer. Om aftenen var der ret imponerende lokal
stammedans. De unge tilskyndes til at holde deres traditioner ved lige. Uheldigvis
var jeg for træt til at deltage i gåturen i landsbyen næste dag. Det var
hele tiden en kamp at holde trit med de andre pga. den virus, som jeg havde
reddet mig.
I Pokhara, Nepals 3. største by, som ligger ved Phewa-søen,
begyndte temperaturen at blive mere normal. Det tropiske lavland ligger helt
tæt på bjergene, hvilket ikke kan opleves nogen andre steder i verden. Byen har
udviklet sig til en ren turistby med masser af souvenirbutikker og restauranter og et startsted for bjergvandring,
men stadigvæk en ret rolig by. På vej til hotellet besøgte vi et hjem for kvinder,
der er sluppet fri fra menneskehandlere. Kl. 5 næste morgen gik turen til
Sarangkot, som er et udkigspunkt, som ligger 1592 m over havet for at se solen
gå op over Himalayabjergene, men diset vejr forhindrede os desværre i at se
toppene ligesom al flyvning over dem måtte aflyses. Herefter blev det til endnu
en dag med shopping og sightseeing i området.
Dagen efter blev det til endnu en lang køretur på ca. 200 km
mod Katmandu, som varede 7-8 timer pga. de lokales uhensigtsmæssige kørsel og
overhalinger i bjergene, som skabte en kø på flere timer mellem Pokhara og
Katmandu. Vi nåede derfor også kun lige akkurat tempelkomplekset Swayambhunath
(kaldet abetemplet pga. de mange Rhesusaber, der holder til). Templet ligger på
en bakketop 77 m over dalen. Forneden af bakken går der en 300 trin trappe op
til toppen, hvis man går hele turen op. De aber, som vi havde hørt så meget om
myldrer rundt, var næsten fraværende måske pga. den særlige højtid med mange mennesker
både lokale og turister. Hele komplekset var pyntet med en masse flag. Udsigten
fra toppen var utrolig god og man kunne se ud over Katmandu. Om aftenen gik
turen til en af Thamals mange restauranter og en kort tur rundt i de mange
gader.
Den allersidste dag oplevede jeg for første gang regn på
turen. Det væltede ned i nogle timer og så var det overstået, og for første
gang kunne man tage en trøje på og lukkede sko. Efter regnen var Katmandus
gader i Thamal (bazarområdet) det rene pladder, men det tog noget af støvet fra
alle gaderne. Katmandu er utrolig støvet og beskidt. På Durbar Square var de i
gang med genopretning af ødelæggelserne efter orkanen året forinden. Det
kostede derfor en bondegård at komme ind på pladsen.
Mellem Durbar Square og Thamal for jeg vild. Jeg anede ikke
hvor jeg var. Til sidst måtte jeg spørge en lokal, der ikke var til at slippe
af med og som ”uden beregning” bragte mig broen over til det finere kvarter
Durbar Marg, hvor butikkerne var færre og mere vestlige at se på. Han fik ikke en krone. Efterfølgende
måtte jeg så spørge igen spørge om vej. De 2 unge betjente gik langt for at
vise mig vej, men jeg er nu ikke sikker på, at de vidste hvor jeg skulle hen.
Godt udmattet fandt jeg omsider hotellet og så var det tid
til at køre til lufthavnen, så jeg kunne komme hjem og pleje min sygdom, som
var begyndt at tære rigtig meget på mig.
Crossing the
border of Nepal is like going from a busy bee cube to a silent summer meadow.
The change is strikening, but 30 million people are also quite a difference. Another
train ride from Varanasi to Bhutwal and the border of Nepal took this time only
a few hours. We crossed the border Sunauli-Bhairahawa walking. In Bhutwal we
just stayed the night and had a nice evening meal before heading to Lumbini the
next day to see the birth place of Budda. The place is so holy that you cannot
wear shoes or bring them into the area of the great white building which
surround the place where Budda was born – There are wishing wells inside and
outside, so you can contribute to the ”eternal” collecting money culture. Just as
in India there are a lot of street dogs running around in the heat. They are
all kind and should have been taken care of, but the culture is so different.
Indian 100
INR is also a valid currency in Nepal apart from this they have their own
currency. Also in this country the prices are different depending on whether
you are a native or not.
The heat
was a little less unbearable as we arrived in Barauli at the Churia mountains,
which was good as there was no aircondition in the small huts of clay for our
overnight stays. The village was far away from tourist areas and our
staying was made possible in cooperation with the locals. Hens, goats, cows and
fields together with only the necessities were a total disruption from the
noices, crowds and cars of India. We
were received by woman dressed in local outfits putting flower wreaths around
our necks.
The first event in the village was a nice bikeride around the area on bikes, which had seen better days and were more fit for Little people than tall westerns. Everywhere the kids were shouting and wawing. One of the stops was the river Rapti not far away. It was behind a fence as the river was within Chitwan national park with rihnos, tigers, leopards and crocodiles etc. The next day however was a jeepride round the national park but unfortunately we did not see any tigers or leopards, but not so strange as cars are not silent vehicles. The national park is not like the African Savannahs with lots of visible animals. We did however come close to some rhinos – almost too close. Also a couple of tame elefants were around. Unfortunately crocodiles were fairly absent – only one to spot far away but dears and lots of birds such as peacocks and parrots. In the evening an impressive tribe dance was performed by the locals. The Young ones are encouraged to keep their traditions alive. Because of my virus I was too tired to attend next days walk the village area. Most of the time it was a struggle for me to keep pace with the group.
In Pokhara, the 3rd biggest city of Nepal by the lake Phewa the temperature started to become a little more normal. The unusual combination of tropical lowland and Mountains is not seen anywhere else on the globe. The city has developed into a tourist area with lots of souvenir shops and restaurants but still rather peaceful and a starting point for trackers. On the way to the hotel there was a stop by the home for women having escaped their trafficers. The next morning 5 am we were heading to Sarangkot, which is a peak 1592 m above the sea to see the sunrise over the Himalayas. Unfortunately the weather was to misty and we couldn't see the top of the Mountains. Even flights over the Mountains were cancelled for the same reason. After this there was another day of shopping and sightseeing in the area.
The first event in the village was a nice bikeride around the area on bikes, which had seen better days and were more fit for Little people than tall westerns. Everywhere the kids were shouting and wawing. One of the stops was the river Rapti not far away. It was behind a fence as the river was within Chitwan national park with rihnos, tigers, leopards and crocodiles etc. The next day however was a jeepride round the national park but unfortunately we did not see any tigers or leopards, but not so strange as cars are not silent vehicles. The national park is not like the African Savannahs with lots of visible animals. We did however come close to some rhinos – almost too close. Also a couple of tame elefants were around. Unfortunately crocodiles were fairly absent – only one to spot far away but dears and lots of birds such as peacocks and parrots. In the evening an impressive tribe dance was performed by the locals. The Young ones are encouraged to keep their traditions alive. Because of my virus I was too tired to attend next days walk the village area. Most of the time it was a struggle for me to keep pace with the group.
In Pokhara, the 3rd biggest city of Nepal by the lake Phewa the temperature started to become a little more normal. The unusual combination of tropical lowland and Mountains is not seen anywhere else on the globe. The city has developed into a tourist area with lots of souvenir shops and restaurants but still rather peaceful and a starting point for trackers. On the way to the hotel there was a stop by the home for women having escaped their trafficers. The next morning 5 am we were heading to Sarangkot, which is a peak 1592 m above the sea to see the sunrise over the Himalayas. Unfortunately the weather was to misty and we couldn't see the top of the Mountains. Even flights over the Mountains were cancelled for the same reason. After this there was another day of shopping and sightseeing in the area.
The day after it was another long car drive of about 200 km to Katmandu. It lasted 7-8 hours due to the crazy driving by the native people and the many takeovers on the narrow mountains roads ended up in a car queue of several hours between Pokhara and Katmandu. Therefore we only just made it to the tempel complex Swayambhunath (also called the monkey tempel due to the many Rhesus monkeys that stick around). The tempel is on a top of a hill 77 m above the valley. From the the bottom of the hill there are 300 steeps to the top if you walk all the way up. All the monkeys that we had heard so much about were absent - maybe because of the extra many local people also present to celebrate the season. The entire complex were full of small flags in different colours just as was the case in Buddas birthplace in Bhutwal. The view from the top was amazing and you could see most of Katmandu. In the evening we were walking the streets of Thamals to visit one of the many restaurants.
The last day in Nepal it rained for the first time on my trip. Actually it was pouring down for several hours and then suddenly it stopped. For the first time I wore a cardigan and closed shoes. After the rain the streets of Katmandus especially in Thamal (the area with bazars) were very muddy, but it cleared away some of the dust. Katmandu is unbelievable durty and dusty. In Durbar Square a reconstruction of the damages from the hurricane the year before was ongoing. The price to enter the area was astronomic.
Between Durbar Square and Thamal I was lost. My inner compas was totally out of order. I had to ask a local for help but of course he was not that easy to get rid of - he wanted to show me the way out of the area "free of charge" and brought me to the bridge to the richer nabourhood Durbar Marg, where the shops are fewer and more western. He didn't get a dime. However still not knowing the way to the hotel I had to ask two young policemen for a direction. They walked far to show me, but I think they did not know where I was heading because I ended up not far away from the spot where I had started in Durbar Marg.
Very exhausted and in good time before having to go to the airport I found the hotel so I was able to get back home and get well, as the virus was beginning to wear me out.
Indien/India
1,1 mia. mennesker i Indien – ikke overraskende at verden
bliver overbefolket. Ikke mange fra Vesten ønsker at bo i Indien, men alligevel
er der strenge regler for at komme ind (iflg. Kilder er det en
modforanstaltning fordi at Vesten har stramme visumregler mod dem). Vejret var
ved ankomsten til New Delhi som forventet ekstrem varmt – hedebølgen var
ankommet blot 1 uge før, altså ca. 1 måned tidligere end forventet. 43 grader
om dagen – og op til 39 grader om aftenen. Lufthavnen var desuden fuld af
uniformerede soldater med tunge våben, så jeg i første omgang troede, at der
var en terrortrussel. Glem endelig ikke noget inde i lufthavnen - er du først gået ud, kan du ikke komme ind igen.
Man skal væbne sig med tålmodighed, når man kommer til
Indien. Trafikken er tæt med køer på vejbanen og alt kørende på hjul, der ikke
overholder nogen regler, så kaos og trafikpropper er daglig underholdning. Jeg
bemærkede især, hvor dygtigt inderne undgår ulykker selvom de kører helt
sindssygt. De formår også at snog sig i snævre gader uden at påkøre nogen eller
noget – det er helt fascinerende. Jeg tror ikke mange vesterlændinge kunne
klare det lige så godt. Der findes i øvrigt ikke megen lysregulering i Indien
men en masse rundkørsler. Der er heller ikke meget politi til at styre alle
lovovertrædelserne, men det er også ligegyldigt eftersom politiet er korrupt
Rejseruten var New Delhi – Jaipur – Agra – Orccha – Varanasi
– Bhutwal og Lumbini – Barauli og Chitwan National Park – Pokhra – Katmandu og
meget trættende, da der højest var overnatning på samme hotel 2 dage.
New Delhi om aftenen mindede mig om mit første indtryk af
Hong Kong – ikke til at se en hånd for sig for mennesker på gaden og
reklameskilte, som skygger for alt anden udsigt. Det var et meget kort møde med
Delhi, men jeg fik da lige set et par attraktioner så som India Gate, hvor vi
lige kunne øjne præsidentboligen Rashtrapati Bhavan selvom den lå meget langt
væk og Connaught Place, der især bærer præg af den tidligere britiske
kolonitid. Derefter gik rejsen videre til Jaipur længere sydpå. Det var
begyndelsen til mange timers kørsel gennem et landskab af fattigdom og oceaner
af affald allevegne. Meget affald har jeg set rundt omkring, men Indien slår
det 2 gange – ikke en plet uden affald selv de mest øde steder.
I Jaipur var attraktionen The Pink City – hvor et afgrænset
område bliver holdt i falmet lyserød. Det var bare så varmt, at det var
ulideligt selv i skyggen, og man fik hurtigt overstået sine beskuelser. Særligt
for mig, som i forvejen har det med varme, var varmen en udfordring. Derfor
blev jeg også lidt imponeret over, at man spillede Indiens nationalsport
Cricket selv i den hede.
Jaipur er et handelscentrum for delstaten Rajastan og uden
IT-centre og vindmøllefabrikker. Vi ankom ret sent, så der blev kun tid til et
kort hvil på hotellet før det gik videre i richshaws til en biograf med en
Bollywoodfilm. De indiske richshaws er
bygget, så man føler man falder af, hvis man ikke læner sig godt tilbage og
holder fast. En Bollywoodfilm er en speciel oplevelse. Inden filmen går i gang
står alle op og synger nationalsangen. Under filmen, som kan være usædvanlig
langtrukken og på indisk, larmer folk med begejstrede tilråb og hujen.
Bollywoodfilm er dans og pladderromatik.
Dagen efter gik turen først til Hawa Mahal (vindenes palads)
der kun udgør en facade ud til en befærdet vej. Det udgjorde tidligere et
udsigtspunkt for Jaipurs royale kvinder, for at lade dem se uden at blive set.
Derefter gik det videre til Amber Fort lidt uden for byen. Heden var ulidelig
selvom det endnu ikke var middag og fortet lå forholdsvis højt over byen i et
åbent landskab. Man skulle hele tiden passe på med at fotografere de indfødte,
da de straks greb chancen til at kræve penge. Hele vejen igennem var det
utrolig generende hele tiden at blive presset for penge. Turisterne blev
advaret om ikke at falde for tiggeriet. Ingen behøver at sulte i Indien, da der
er gratis mad i templerne. Efter Amber Fort blev det tid til at blive
præsenteret for købsmuligheder i en lille forretning, hvor man selv trykkede
mønstre på stofferne, men priserne var turistpriser – det blev dog til et par
tynde bukser og et sjal. Man skulle jo helst være anstændig selvom man mest
havde lyst til det modsatte. Derefter blev det til en kort frokost, så man
kunne tage en gåtur til Jaipur City Palace og se på en hel masse gamle ting,
men det var så varmt, at det var svært at koncentrere sig.
Udmattelsen var allerede ved at gøre sit indtog, så jeg var
den eneste der blev på hotellet for at få en hvil. Heldigvis var Mandy vores
guide der stadig, og hun var på vej ud for at hente penge i byen, så jeg tog med
og bagefter tog vi en tur rundt i the Pink City og kiggede på smykker.Foruden alle
de gængse bazarer, er der en masse juvelbutikker med ædelstene fra
rubiner, safirer og smaragder til ametyster og andre billigere sten – alt til rimelige priser men også med lidt hang
til ringe kvaliteter. Diamanter er ikke særlig udbredte i de mange butikker.
Vores hotel lå midt i et virvar af smågader med handlende og
en masse støj – men sjovt nok var der helt stille lige så snart vi kom inden
for hotellets jernlåger og høje mure. I boderne, hvor man tilberedte og solgte
mad, lå det råt kød i den stegende hede, så man skulle holde sig fra maden på
gaden. Man skulle også holde sig fra frugt, der ikke kunne skraldes og
selvfølgelig is og vand – selv is med ukendte mærker fra isboder. Man blev også
rådet til at tjekke plumberingen på de vandflasker, som man købte.
Dagen efter var det igen tidligt op for at køre de 5-6 timer
til Agra. Først til Agra Fort med den utrolig smukke tomme Moské i hvid marmor,
Jehangiri Mahal, hvorfra man kan se over til Taj Mahal i det fjerne. Taj Mahal
var selvfølgelig smukt og imponerende udvendigt. Man glemmer umiddelbart at det
kun er et mausoleum indtil man kommer inden for, hvor det jo er begrænset hvad
der er. Aberne, som er overalt i Indien, drønede også rundt alle vegne. Efter
Agra startede den første togtur til Jhansi igennem et landskab med spredte små
og større landsbyer med huse af alt fra skure og træ og blik til dårlig muret
huse. I Jhansi gik det ud af byen til den hellige by Orchha med en ½ times
kørsel i Tuk-Tuk. Hotellet var rart og vi slap for at ligge i en teltlejr, da
det simpelthen var for varmt. Der har som sædvanlig ikke meget internet at
hente, men rigtig dejligt ikke at føle presset af det digitale mediepres.
Der er dejligt i Orchha, en af Indiens mest hellige byer, som er en meget lille og søvnig by ved
Betwafloden.
Inden en Hinduceremoni (Puja) i det nærliggende Ran Raja var
vi inviteret til at overvære indvielsen af en hjemmeside for byen – vi fik både
blomsterkranse om halsen og fotograferet af de lokale journalister. Man følte
sig næste som en berømthed. I øvrigt ville alle meget gerne fotograferes med
hvide turister.
Dagen efter blev endnu et gammelt palads Orchha Palace fra
Mongultiden set i stegende hede, og dagen efter igen blev jeg syg af en virus,
som gjorde mig stum i 2 dage og gav hoste og feber resten af turen, men jeg
havde heldigvis et helt apotek med, så jeg klarede at holde den gående.
Forinden fik jeg dog en tur for mig selv over floden på en bro, der var så
smal, at jeg næsten røg ud over kanten da en bus kørte forbi for at krydse floden. Der blev badet lystigt i floden, men mange har jo heller ikke sanitet. Man bør holde sig i
respektfuld afstand.
Pga. min virus var den 14 timers togtur til Varanasi derfor
også ekstra ubehagelig. De indiske toge er ikke ligefrem luksuriøse og
sovekupeerne er åbne og med 7 sovepladser, som både er korte og oven på
hinanden i 3-køjefunktion. Jeg lukkede ikke et øje hele natten.
Hotellet lå ikke så langt fra stationen, men jeg var heldig at blive kørt
den korte vej med Tuk-tuk og kufferter, fordi jeg var så svedt. Efter at
bagagen var anbragt spiste vi frokost på hotellet – det var for varmt at gå ud
og der foregik ikke så meget i nærheden af hotellet, som lå et godt stykke vej
fra floden Ganges og de Ghats, som vi skulle se. Sidst på eftermiddagen blev vi
hentet og kørt ned til Gangesfloden for at gå en kort tur omkring de mange
Ghats inden det gik ud på vandet i en lille båd for at opleve større hindu
ceremonier langs vandet. Der var utrolig mange mennesker og ceremoniel hindu klokkemusik
og alligevel var det en fredsfyldt oplevelse at se det siddende i en lille båd
tæt på det hele. Hinduer har ligbrændinger langs vandet hele døgnet rundt og de foregår ligesom en del af hele livsformen, hvor der også bades i den
beskidte hellige flod både morgen og aften for at vaske alle synder væk. Tidligt
om morgenen den næste dag blev vi hentet af richshaws i gyden ved hotellets
bagindgang for at tage endnu en bådtur på Ganges ved solopgang samt en større
morgenyogaseance foretaget af en Guru og med deltagelse af de lokale og en
enkelt ko, som vadede rundt blandt folk. Bagefter blev det til en kort gåtur
langs nogle af de 108 Ghats, hvorefter turen gik videre de 13 km til
Sarnath for at se ruinerne, hvor Budda holdt sin først prædiken og det træ
(flyttet), hvor han sad under og fik sin åbenbaring samt besøge et Budda tempel
og blive ”snydt” af et familiemedlem til en af munkene. De lader deres familier
tjene penge på bl.a. at opkræve betaling for at man stiller sine sko i 5 min uden for et tempel. Bagefter
var vi nogle få som valgte af gå i de nærliggende meget smalle gader for at se vævemarkedet
og hvordan man laver skabeloner til
tøjmønstre fra bunden samt hele processen til det kan sælges af små
overherreagtige muslimer med den sædvanlige arrogance – man kan næsten
adskille dem for andre kulturer bare ved deres adfærd. Sælgeren var i hvert fald
ikke til for kunderne og der var selvfølgelig heller ”ingen” pression på
køberne. Om aftenen kunne man så få sig en billig hudmaling med Henna, som
bruges meget i Indien som en del af påklædningen ved bryllupper. Der lå nogle
små simple og fattige barakker i området omkring hotellet, hvor nogle af de
lokale piger tjente nogle ekstra penge på at udsmykke turister. Hennamaling
holder ca. 14 dage.
1.1 billion
people in India – not surprising that the world is overpopulated. Even though
not many people from the West want to live there, there are strict visa regulations
to get into the country (according to sources because of the strict regulations
against Indians coming to the West).
As expected
it was extremely hot when I arrived in New Delhi – the heat had arrived just 1
week before – which was 1 month earlier than expected. Around 43 degrees
centigrade during the day and up to 39 degrees centigrade in the evening – the
airport was full of men in uniform with heavy weapons. I almost thought that
terror was around the corner. Don't forget anything inside the airport - you will not be allowed to enter again if you have stepped outside.
You need to
be patient when you are in India. The traffic is dense with cows and everything
on wheel. None of them comply with rules and regulations, so chaos and traffic
jam is daily entertainment.
The
itineray was New Delhi – Jaipur – Agra – Orccha – Varanasi – Bhutwal and
Lumbini – Barauli and Chitwan National Park – Pokhra – Katmandu and very
exhausting, as it involved only 2 days at the most in each hotel.
New Delhi
reminded me of my first impression of Hong Kong – crowds of people everywhere
and commercial signs covering for any view of orientation. Delhi was only a
brief meeting but I saw some attractions like the India Gate with a view to the
presidential palace Rashtrapati Bhavan quite far away, and Connaught Place with
buildings from the time when India was a British colony. The journey continued
to Jaipur further south. It was in fact the start of many hours of driving
through a landscape of powerty and loads of garbage everywhere. I have seen much garbage in the East but India beets it times 2e – ikke en plet
uden affald selv de mest øde steder. I have seen much garbage around the globe but India beats it times 2 –
not a single spot without trash – not even the most desolated places.
The Pink
City was the attraction in Jaipur – a limited area kept in faded pink. Sightseeing was however kept to a limit because of the boiling heat. Especially for
me the heat was a challenge, which was why I was impressed by the Cricket
players were able to play India’s national sport during day time.
Jaipur is a commercial center in the India's biggest
state Rajastan but has no IT centers or windmill factories. The
arrival was pretty late so there was only time for a short rest in the hotel
before the pickup by richshaws to watch a Bollywoodfilm. The Indian richshaws are
built so that you feel that you might fall of if you don’t lean back or cling
to anything solid on the bike. A Bollywoodfilm is a special experience. Before the movie starts everyone
stands up and sings the national anthem. During the movie which is both long
lasting and in Indian language people make a lot of noise both cheering and hoots. Bollywood
films are dances and hogwash romance.
The next
day started at the Hawa Mahal (Palace of the winds), but it is only a facade
next to a busy road. In the earlier days it was the possibility for Jaipur’s
royal females to watch the outside without being seen. After this short stop
the ride went on to Amber Fort a little outside the city. The heat was unbearable
although it was not even midday yet. The fort was on a hill in an open landscape. All
the time you have watch out not to take photos of the native people who right
away would see the chance for charging you for money. After each time abroad
you tend to forget how annoying it is to have people begging for money all the
time. Tourists are warned not to fell pity for the beggars because no one needs
to starve in India, as there is enough free food in the temples. After having
seen Amber Fort we were of course presented for shopping possibilities probably
the guide got a share of the income from the little shop, where they did pattern printing
on the fabrics themselves - at tourist prices of course – I did though buy a
pair of thin trousers and a shawl. After
a short lunch it was time for a walk to Jaipur City Palace to see a lot of old
stuff, but it was too hot to concentrate.
Exhaustion
was already beginning to be a problem so I was the only one left back in the
hotel because I had to have a long rest, but fortunately Mandy our guide was still behind
and about to go out to get cash and so invited me to join her to the Pink City looking
at bazars and a lot of jewelry shops with all kinds of gems from rubies,
sapphires and emeralds to amethysts and other cheaper stones – al at fair
prices but probably also a little less good quality. Not many shops had
diamonds.
The hotel
was in the middle of a jungle of small streets with traders and a lot of noise
– but strangely it was very quiet as soon as you were behind the walls of the hotel. In the
bazars selling and preparing food they had raw meat lying on tables in the heat,
so you had to be careful with the street food
and I never ate any nor had ice or drank tapwater – only peelable fruit and ice from well known brands. You also had to check the sealing of the waterbootles.
and I never ate any nor had ice or drank tapwater – only peelable fruit and ice from well known brands. You also had to check the sealing of the waterbootles.
The day
after it was time to drive the 5-6 hours to Agra to see Tash Mahal but the
first stop was Agra Fort with an unbelievable beautiful but empty Mosque in
white marble Jehangiri Mahal from where you could see the Tash Mahal far away.
Tash Mahal was just as beautiful and impressive from the outside as it is on
pictures. You forget that it is a mausoleum until you get inside and notice the
empty room apart from the 2 coffins in the middle. Like everywhere in
India the monkeys were jumping about. Early the next morning we had to catch the train to Jhansi. 4 hours ride
through a landscape with scattered villages and houses made of wood and tin or
just bad brickwork. The transport from Jhansi to Orchha was ½
hour in a Tuk-Tuk. The hotel was nice and cool and we avoided staying in a tent camp as it was
too hot. As was the fact for most places in India there was no internet connection
and it was pretty nice not to feel the social media pressure and the impactc of bad News.
Orchha is one of India's most holy places an is a
pleasant very small and sleepy town by the river Betwa.
Before the
Hindu ceremony (Puja) in the close by temple Ran Raja we were invited to
vitness the introduction of a new website for the town – we got flowers around
the neck and had our photos taken by the local journalists. They all made us
feel like celebraties. It also appeared that it is a trend to have your photo taken
with white tourists.
Another old
palace Orchha Palace from the period of the mughals was seen in the burning sun
the next day and the day after this I became ill from a virus, which made me
mute for 2 days and a caught and fever for the rest of my holiday. Fortunately
I had brought an entire pharmacy along with me which kept me on my feet. Before I fell ill I managed a walk on my own across the river on a bridge, which was so narrow that
I was almost pushed into the river when a bus passed by to cross. Many people both men,
women and children were taking a bath in the river, as they do not have running
water. You do of course keep a respectful distance.
Due to my
virus infection the 14 hours train ride to Varanasi was extraordinary
unpleasant. The Indian trains are not exactly luxurious and the sleeping
compartments are open and included up to 7 baubles, which were both short and
on top of each other like a 3-bunk function. I did not sleep all night.
The hotel
City Inn was not far away from the station. The drivers of the Tuk-Tuks
did however notice my state of health and offered me a ride along with the
trunks. I had lunch at the
hotel – it was far to hot to go outside and there was not much to see in the neighborhood of the hotel, which was
pretty far from the river Ganges and the Ghats that we were going to see later. Around
5 pm we were picked up and taken to the area close to the river to make a short
walk in the chaos of people, bikes, scooters, cars and cows before we reached
the little boat, which took us along the Ghats to a big event of Hindu
ceremonies while the sky quickly turned dark. There were unbelievable many
people both in boats on the river but also on shore. Young boys were jumping
from boat to boat to sell you everything from water to souvenirs. It was all quite pieceful though to seat in a
little boat so close to it all and accompanied by ceremonial Hindu
bell music. The Hindus have cremations of their love ones along the river
around the clock and they are a part of the entire circle of life at the river
where people also wash away their sins in the dirty but holy water both
morning and noon. Early next morning we were again picked up by richshaws
in the alley behind the hotel to do another boatride on Ganges at sunrise and
after that we took part in a morning yoga seance by a Guru and with the participation of the
locals and a single cow wandering around in the middle of the crowd. After the
yoga we went for a walk along some of the 108 Ghats and then took tuk-tuks to
Sarnath 13 km away to see ruins where Budda had his first sermon, the holy tree
(moved from its original position) and at Budda temple and to be “cheated” by a family member of one of munks, who earned his living by charging people for money
to store their shooes while they visit the temple. After that we went to the weavers market in very narrow streets not possible for traffic to see how templates for patterns are made from scratch - the entire process till fabrics sold by small very arrogant muslims believing they are special as always – you can almost seperate them from any other culture just by their behaviour. He was not serviceminded at all and there was "of course" no pressure to buy. In the evening I had a cheap painting on my skin with Henna which is very common in India in connections with weddings. A local girl earned some extra money painting turists in very poor and simple shack not far from the hotel.
Henna painting lasts about 2 weeks.
23 oktober 2016
Rep. af fliser/Repair of slabs
Et af årets sidste udendørs gøremål var reparation af fliserne i gårdhaven. Det kan man faktisk gøre nemt ved at drysse et meget tyndt lagt tørbeton ud over fliserne og lade det gå i kemisk forbindelse ved det næste regnvejr. Fliserne bliver næsten nye igen.
One of the last outdoor chores this year was the repair of the concrete slabs in the court yard. It can be done rather easily by strewing a very thin layer of dry concrete on top of the existing slabs and wait for the chemical process on the next rainy day. The slabs will be almost new again.
One of the last outdoor chores this year was the repair of the concrete slabs in the court yard. It can be done rather easily by strewing a very thin layer of dry concrete on top of the existing slabs and wait for the chemical process on the next rainy day. The slabs will be almost new again.
Abonner på:
Opslag (Atom)